Den svenske statsminister, Ulf Kristersson, opfordrer i en pressemeddelelse til, at man flager på halv i Sverige onsdag.
Det skriver SVT.
- I dag (onsdag, red.) flager vi på halv, når hele Sverige samles om at støtte de berørte - og i sorg over det, der er sket, siger statsministeren i pressemeddelelsen.
Både regeringen, Riksdagen i Sverige og de kongelige slotte flager onsdag på halv, skriver SVT.
Mindst 11 personer blev tirsdag dræbt i skyderiet på en skole i Örebro i Sverige, og flere blev såret.
Tilstanden for de seks patienter, der er indlagt på hospitalet efter det dødelige skyderi, er onsdag morgen stabil, men alvorlig.
Klokken 10.00 onsdag holder de svenske myndigheder pressemøde om skyderiet, skriver SVT.
Der mangler fortsat svar på mange spørgsmål efter skyderiet.
Motivet bag skyderiet kendes endnu ikke. Der findes ikke aktuelt mistanke om, at der er tale om terror, lyder det fra politiet.
Der er heller ikke noget, der peger på, at den formodede gerningsmand har handlet ud fra ideologiske motiver.
Den formodede gerningsmands identitet er heller ikke kendt. Det vides heller ikke, om han havde en relation til skolen og i så fald hvilken.
En mand på omkring 35 år er udpeget som gerningsmanden og skulle ifølge svenske medier have skudt sig selv efterfølgende.
Ifølge SVT brugte den formodede gerningsmand et jagtvåben, som han angiveligt havde licens til. Ifølge Aftonbladet skød han med et automatvåben.
Den formodede gerningsmand er ikke kendt af politiet fra tidligere. Vedkommende menes ikke at have bandeforbindelser.
Det var omkring klokken 12.30 tirsdag, at svensk politi fik meldingen om et skyderi på voksen- og ungdomsskolen Campus Risbergska i Örebro omkring 200 kilometer vest for Stockholm.
/ritzau/
