Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Sveriges statsminister, Stefan Löfven, rejser i weekenden på officielt besøg til Saudi-Arabien, skriver avisen Sydsvenskan.
De to lande udviklede sidste år et yderst anstrengt forhold, og Saudi-Arabien hentede landets ambassadør hjem fra Stockholm.
Det skete, efter at den svenske udenrigsminister havde kritiseret landet for at handle "middelalderligt".
- Saudi-Arabien er en vigtig politisk og økonomisk aktør med en nøglerolle for udviklingen og sikkerheden i regionen.
- Jeg ser også gode muligheder for større udveksling inden for innovation og bæredygtighed, siger Löfven.
En anden årsag til rejsen er ifølge ministeren, at Sverige fra årsskiftet er med i FN's Sikkerhedsråd.
I rådet kommer man til at drøfte de mange aktuelle kriser i Mellemøsten, hvor Saudi-Arabien spiller en central - men tilbagetrukket - rolle.
Löfven skal mødes med medlemmer af kongehuset og landets udenrigsminister. Han skal også besøge virksomheder i landet.
I marts sidste år genoprettede de to lande diplomatiske forbindelser.
Striden blev udløst, da Saudi-Arabien i marts 2015 nægtede at lade udenrigsminister Margot Wallström holde en tale på et topmøde i Den Arabiske Liga.
Hun havde kort forinden kritiseret landet for at undertrykke menneskerettighederne.
Et brev fra kong Carl Gustaf og Löfven spillede en afgørende rolle i forløbet, som satte punktum for striden, har svenske medier beskrevet.
Wallström har i Riksdagen kritiseret undertrykkelse af kvinder i det store arabiske land.
Sverige besluttede sidste år, at man ikke ville forlænge en aftale om våbensalg til Saudi-Arabien. Landet er nummer syv på en liste over de største modtagere af svenske våben.
/ritzau/