Snart kan danskerne få lov til at rejse på sommerferie i det meste af Europa – og de fleste europæere kan ligeledes få lov til at rejse på sommerferie i Danmark.

Sådan lød beskeden fra den danske regering torsdag, da den præsenterede en række nye og lempeligere retningslinjer for ud- og indrejse.

Men når det gælder Sverige, er reglerne »meget mærkelige«, siger Lottie Knutson, svensk rejseekspert, til svenske Aftonbladet.

Lad os først opsummere de nye regler:

Efter 27. juni vil ind- og udrejserestriktionerne afhænge af en ny model, der tager højde for smitteniveauet i de enkelte lande. Hvis man vil til Danmark på ferie, skal man således komme fra et EU-land, der har under 20 smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge.

Når først et land er blevet kategoriseret som »åbent«, skal der være 30 smittede pr. 100.000 indbyggere pr. uge, inden landet bliver til et »karantæneland«.

Her kan du se listen over smitteniveauet i de enkelte lande:

Men for Sverige, hvor der den seneste uge er fundet omtrent 70 smittede pr. 100.000 indbyggere, er reglerne lidt anderledes.

Ifølge de kommende danske rejsevejledninger vil hver eneste af Sveriges regioner i stedet blive behandlet som et europæisk land i forhold til ind- og udrejse.

Det vil altså sige, at svenske regioner bliver »åbne«, hvis der er bekræftet færre end 20 smittetilfælde pr. 100.000 indbyggere den seneste uge i den pågældende region – og at svenskere med bopæl i de »åbne« regioner dermed kan rejse ind i Danmark, ligesom danske turister kan rejse til regionen, uden at det forventes, at de skal i karantæne ved hjemkomsten.

Og det er altså dén regel, som den svenske rejseekspert Lottie Knutson kalder for meget mærkelig. For hvordan kan Danmark bestemme, hvilke svenskere der må og ikke må rejse til Danmark?

»Det er jo den svenske regering, som laver reglerne. Danmark skal ikke begynde at bestemme her. Svenskere frarådes at rejse til Danmark,« siger Lottie Knutsson, der i øvrigt beskriver de nye danske regler som en stikpille til svenskerne:

For hvordan skal det i praksis håndteres ved den danske grænse?

»Hvordan skal vi fremskaffe os et pas, der viser, at vi ikke kommer fra en vis region, så vi får lov til at komme ind i Danmark?« spørger hun.

Onsdag præsenterede det svenske udenrigsministerium også en række nye anbefalinger om udrejse. Tidligere blev svenskerne frarådet at foretage unødvendige udlandsrejser.

Men fra 30. juni åbner Sverige for udlandsrejser til ti europæiske lande: Belgien, Frankrig, Grækenland, Island, Italien, Kroatien, Luxembourg, Portugal, Spanien og Schweiz.

Svenskerne frarådes fortsat at rejse til Danmark, Norge og Finland. De to sidstnævnte lande har også fortsat lukket grænserne for svenske turister.