Svensk politibetjent fik lukket sin twitter-konto, efter han svarede Trump igen

Foto: JIM LO SCALZO

En amerikansk rapper - ASAP Rocky - sidder lige nu varetægtsfængslet i Sverige, fordi han angiveligt skulle have været involveret i en slåskamp i slutningen af juni i den svenske hovedstad Stockholm.

I et opslag på det sociale medie Twitter blandede den amerikanske præsident Donald Trump sig dog i sagen og opfordrede den svenske statsminister til at »se, hvad vi kan gøre for at hjælpe ASAP Rocky«.

Rapperen ASAP Rocky sidder i øjeblikket varetæftsfængslet i Sverige. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andrew Burton.

Den svenske statsminister Stefan Löfven har efterfølgende meldt ud, at der ikke bliver nogen indblanding fra statens side i sagen. Men Trumps tweet fik også en politibetjent ved politiet i Södermalm Viktor Adolpshson til tasterne.

Han svarede direkte på præsidentens tweet:

»Beklager hr. Præsident, men du skal respektere og vente på, at det svenske retssystem behandler sagen. Sveriges statsminister vil ikke blande sig. Og det skal du heller ikke gøre.«

Men morgenen efter vågnede betjenten op til en besked om, at hans Twitter-konto var blevet suspenderet.

»Jeg har ikke modtaget nogen forklaring, og det er aldrig sket før. Men Trump har mange fans, så min teori er, at nogle af dem har anmeldt min konto,« siger Viktor Adolpshson til det svenske Aftonbladet.

»Der var en del, der ønskede at drage paralleller til andre begivenheder. Mange forstod heller ikke, hvordan det svenske retssystem fungerer.«

Viktor Adolphson siger, at han ikke normalt deltager i offentlige debatter om politiske spørgsmål, men fordi det handlede om hans arbejdsområde, kunne han ikke lade være.