Svensk politi ser ingen tegn på, at antallet af voldsepisoder i landet er blevet nedbragt i løbet af årets første måneder.

Det siger Niclas Andersson. Han er operativt ansvarlig for en særlig indsats, som svensk politi satte i gang for to måneder siden – den 20. januar.

Indsatsens formål er blandt andet at stoppe de mange bandeskyderier og eksplosioner, der længe har plaget landet.

Men indtil videre har den altså ikke haft nogen stor effekt.

»Vi har stadig rigtig mange voldshændelser, men vi arbejder samtidig intenst lige nu. Vi pågriber mange personer og har beslaglagt mange våben,« lyder det fra Niclas Anderson.

»Jeg vil vurdere, at vi næsten hver dag på en eller anden måde forebygger forskellige nye voldshændelser,« siger han.

Han oplyser, at politiet har beslaglagt omkring 70 pistoler siden slutningen af december. Der er også blevet beslaglagt over 20 automatvåben, over 30 kilo sprængstof, og så er mange personer blevet tilbageholdt.

Særligt i hovedstaden Stockholm er antallet højt, siger Niclas Anderson.

»Jeg tror aldrig, at Stockholm har haft så mange tilbageholdte personer som i dag. Vi ligger over 470 personer, hvilket er utrolig meget,« lyder det.

De seneste uger har udviklingen været, at antallet af voldsepisoder er steget yderligere. Det bekymrer operationsansvarlig Niclas Andersson.

»På kort sigt er der ikke noget, der tyder på, at vi har brudt tendensen, men vi mener, at alt det, vi gør nu, har langsigtede effekter.«

»Men det er en urovækkende udvikling. Vi synes, at det går den forkerte vej, og vi skal have stoppet det,« siger han.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.