Spillet om regeringsmagten fortsætter, efter at endnu en runde i forhandlingerne om at finde et flertal bag en statsminister er faldet til jorden.

Med blot 25 stemmer for og 324 stemmer imod ved tirsdagens afstemning i Riksdagen var der kun opbakning til Centerpartiets Elisabeth Thand-Ringqvist fra hendes egne partimedlemmer.

Dermed bliver den midterregering, som Centerpartiet helst så, ikke til noget.

Afstemningens udfald var dog på ingen måde overraskende. På forhånd havde tre af de fem partier, som var en del af Thand-Ringqvists forslag, afvist at ville deltage i et sådant samarbejde.

Og Thand-Ringqvist har også selv givet udtryk for, at hun ikke er interesseret i at blive statsminister.

Alligevel valgte Riksdagens talman (formand, red.), Andreas Norlén, at sætte forslaget til afstemning for at sætte skub i regeringsforhandlingerne.

Nu bliver det i stedet Moderaternas partileder, den midlertidige statsminister Ulf Kristersson, som skal gøre et forsøg på at få et flertal bag sig.

Men Kristerssons opgave besværliggøres af, at de borgerlige partier kun har 173 mandater at gøre godt med, mens de rød-grønne har 176 stemmer.

Omvendt har Centerpartiet meldt ud, at man ikke vil sidde i regering med venstrefløjspartiet Vänsterpartiet, og derfor er det lige nu svært at se et alternativ.

Der er indtil videre gået 50 dage siden valget, uden at det er lykkedes at danne en ny regering.

Socialdemokraternes leder, Magdalena Andersson, har to gange forsøgt at få samlet et flertal bag sig, men begge gange er det mislykkedes - den ene gang skete det ved afstemning i Riksdagen.

Når der fire gange har været stemt om en mulig regering i Riksdagen, uden at der er opnået flertal, udskrives der automatisk nyvalg.

Dermed er der altså to afstemninger tilbage, før svenskerne potentielt må til stemmeurnerne igen.

RITZAU