Svensk midterparti vil se Kristersson og Anderssons politiske projekter
Præsentér jeres projekter i løbet af en uge, siger Centerpartiet til Sveriges to store statsministerbejlere.
Præsentér jeres projekter i løbet af en uge, siger Centerpartiet til Sveriges to store statsministerbejlere.
Centerpartiet i Sverige vil se, hvad både Socialdemokraterna og Moderaterna har at byde på.
Det siger partileder Elisabeth Thand Ringqvist på et pressemøde fredag, hvor der har været store udviklinger i svensk politik.
Tidligere på dagen droppede partiet Sverigedemokraterna nemlig sit ultimatum om ikke at støtte en regering, partiet ikke selv sidder i. Det åbner potentielt for en borgerlig regering i Sverige.
I øjeblikket leder Moderaternas leder, statsminister Ulf Kristersson, forhandlingerne om at finde en regering efter valget i september.
Men Centerpartiet vil ikke lægge sig fast på noget endnu.
Thand Ringqvist opfordrer derfor både Socialdemokraternas leder, Magdalena Andersson, og Kristersson til at præsentere deres politiske programmer.
Så vil Centerpartiet tage stilling til, hvad det gør.
- Centerpartiet ønsker nu, at både Magdalena Andersson og Ulf Kristersson præsenterer hver deres totalpakke om, hvordan de vil styre Sverige, siger Ringqvist ifølge TT.
- Vi vil have forslagene næste fredag, fortsætter hun.
Det socialliberale parti gik til valg på en midterregering. Men ved en afstemning tidligere i november blev en sådan midterregering med Ringqvist i spidsen stemt ned med 25 stemmer for og 324 stemmer imod.
Kristersson holder pressemøde klokken 16.30.
RITZAU