Svensk kongepar fejrer guldbryllup med gudstjeneste og kærlighedskoncert
Carl Gustaf og dronning Silvia fejrer lørdag 50-års kærlighed. Her deltager blandt andre prinsesse Benedikte.

Carl Gustaf og dronning Silvia fejrer lørdag 50-års kærlighed. Her deltager blandt andre prinsesse Benedikte.

Svenske kong Carl Gustaf og dronning Silvia fejrer lørdag deres 50-års bryllupsdag i den svenske hovedstad, Stockholm.
Guldbryllupsdagen begynder med en takkegudstjeneste i Slotskirken i Stockholm, inden kongeparret går om bord i den guldbelagte robåd "Vasaorden".
Carl Gustaf og Silvia blev gift 19. juni 1976. Kongeparret har dog valgt at fejre mærkedagen allerede seks dage inden. Det skyldes, at fejringen ikke skulle kollidere med Sveriges traditionsrige højtid midsommer.
Gennem hele dagen vil både inviterede gæster og interesserede svenskere få et glimt af kongeparret.
Senere deltager parret i en koncert med kærlighedstema, mens fejringen afsluttes med en privat middag for familie og venner på det offentlige residens, Kungliga Slottet.
Dronning Margrethes søster, prinsesse Benedikte, deltager i formiddagens gudstjeneste. Også Benediktes søn og svigerdatter, prins Gustav og prinsesse Carina, er ifølge Billed-Bladet blandt gæsterne.
Tysk-brasilianske Silvia Sommerlath og Carl Gustaf mødte hinanden under OL i München i 1972. Men i de følgende år måtte parret skjule deres kærlighed.
Og da Silvia og Carl Gustaf efter et par år blev gift, var den nyudnævnte dronning langtfra forberedt på, hvad der ventede hende.
Det har dronning Silvia fortalt i TV4-dokumentaren ”Kongeparret – 50 år sammen”.
Her lyder det, at Silvia kun kunne nogle få ord på svensk, og at den første tid som dronning af Sverige var fyldt med usikkerheder.
- Det var et nyt kapitel, kan man sige. Og også en uskreven bog. Der findes ingen regler, ingen som fortalte mig, hvad jeg skulle gøre, hvordan jeg skulle stå eller gå, fortæller dronningen i dokumentaren ifølge mediet Svensk Damtidning.
Kongeparret har sammen tre børn, kronprinsesse Victoria, prins Carl Philip og prinsesse Madeleine.
Ifølge det svenske kongehus er det kun anden gang, at Sverige kan fejre et kongeligt guldbryllup. Det første blev fejret i 1907, da kong Oskar og dronning Sofias 50-års ægteskab blev markeret.
/ritzau/