Svensk billedbogsforfatter får børnelitteraturens Nobelpris

Seks danskere var nomineret til den prestigefulde Alma-pris. Den endte med at gå til svenske Eva Lindström.

Arkivfoto: Eva Lindstrøm fra Sverige er blevet tildelt Alma-prisen for sin billedbog. Fold sammen
Læs mere
Foto: JESSICA GOW
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den svenske billedbogsforfatter Eva Lindström er tirsdag blevet tildelt en af verdens største priser inden for børnelitteratur.

70-årige Lindström har således modtaget den svenske Alma-pris.

»Det føles lidt, som om jeg drømmer. Jeg føler, at det er noget, folk siger til mig for sjov,« siger den overrumplede prismodtager.

»Jeg er stadig helt rystet over det her, det må jeg sige. Det var virkelig ikke, hvad jeg havde regnet med,« siger Eva Lindström.

Alma står for Astrid Lindgren Memorial Award, og prisen kaldes populært også børnelitteraturens Nobelpris. Prisen blev oprettet i 2002.

282 kandidater fra 71 forskellige lande var nomineret til prisen.

Blandt dem var også seks danskere. Ingen dansker har endnu vundet prisen, og det var altså heller ikke tilfældet i år.

De danske nominerede var forfatter Kim Fupz Aakeson, illustrator Otto Dickmeiss, forfatter Marianne Iben Hansen, forfatter og illustrator Dorte Karrebæk, illustrator Charlotte Pardi og forfatter og illustrator Jakob Martin Strid.

Som årets modtager hyldes Eva Lindström blandt andet for sin »gådefulde verden«, der »konstant er i forandring«, skriver juryen.

»Træer bevæger sig, hunde ses i enorme størrelser, og ting forsvinder for pludselig at dukke op igen. Med hurtige strøg og tæt farvelægning skaber Eva et tvetydigt sammenspil mellem tekst og billede,« lyder det.

/ritzau/TT