Med kunstig intelligens kommer mange fordele i hverdagen.
Det nye værktøj kan for eksempel lave madplaner, løse regnestykker og planlægge ferier.
Men det kan desværre også bruges med onde hensigter.
Og nu er kunstig intelligens tilsyneladende blevet brugt til at skrive utroværdige bøger, som svampeplukkere har brugt til at finde mad med, skriver The Guardian.
Det er »totalt uansvarligt« siger Myron Smith, som er professor og svampespecialist ved Carleton University i Canada, til mediet.
Svindlen er opstået på Amazon, hvor AI-genererede bøger er blevet solgt til uvidende svampeplukkere, som troede, at de kunne regne med, at bøgernes indhold var korrekt.
Det viser en gennemgang af fire forskellige bøger, om at finde spiselige ting i naturen, som firmaet Originality.ai har foretaget for The Guardian.
Virksomheden konstaterer således, at hver prøve havde en vurdering på 100 procent på deres ai-detektionsscore. Bøgerne er dermed med al sandsynlighed skrevet af en chatbot som for eksempel ChatGPT.
Det er et problem, fordi nogle svampesorter slet og ret er giftige og kan være farlige, forklarer Leon Frey, som er guide hos Family Foraging Kitchen, der organiserer ture, hvor man lærer at finde spiselige ting i naturen.
»Jeg vil anbefale at vælge bøger fra velrenommerede kilder,« siger Frey med henvisning til, at man ikke kan regne med bøgernes ægthed.
Man kan altså ikke være sikker på, at kunstig intelligens med sikkerhed kan gengive korrekte informationer om svampenes indhold, vurderer eksperten.
»Nogle af forskellene mellem spiselige og ikke-spiselige (svampe, red.) er meget subtile, og det kræver virkelig et erfarent øje og viden at skelne mellem dem,« fortæller Myron Smith.
The Guardian har forelagt kritikken for Amazon, der tager sagen »meget alvorligt«.
»Vi tager sager som denne meget seriøst og er forpligtede til at give en sikker indkøbs- og læseoplevelse. Vi kigger på det her,« siger en talsmand for virksomheden.