Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
SYDAFRIKA: Meget skal gå helt og aldeles galt, hvis ikke Nelson Mandelas gamle parti, ANC, løber med hovedparten af mandaterne ved onsdagens parlamentsvalg i Sydafrika.
ANC, African National Congres, vil også efter valget være totalt dominerende, men om partiet med præsident Jacob Zuma i spidsen opnår flere end de nuværende 264 mandater, det er tvivlsomt. Skandaler og korruption i ANC-toppen samt utilfredshed i befolkningen over manglende fremgang i levevilkårene har slidt for meget.
Jacob Zuma selv har ikke holdt sig tilbage, men har ifølge landets korruptionsvagthund blandt andet forsynet sin private bolig og dens gæstehytter med luksusudstyr for flere end 100 millioner kroner. Alt betalt af skatteyderne.
Sydafrika er stadig et af verdens mest ulige samfund, og ANC har endnu ikke leveret den fremgang, som den fattigste del af befolkningen ønsker. En fjerdedel af befolkningen er uden job, og en nylig meningsmåling viste, at netop flere arbejdspladser står højst hos de godt 24 millioner vælgere, der ifølge BBC og magasinet Time går ud og stemmer.
»Sydafrika er nu nummer tre i verden efter Grækenland og Spanien, når det gælder ungdomsarbejdsløshed,« siger Narnia Bohler-Muller fra Sydafrikas socialforskningsinstitut til BBC.
En del af de stemmer, som ANC taber, vil gå til det nye parti The Economic Freedom Fighters, der blev dannet i 2013 og hvis leder, Julius Malema, har været leder af ANCs ungdomsliga, indtil han i 2010 blev smidt ud på grund af dårlig opførsel.
Julius Malema, der forstår at tale til en menneskemængde, har siden skabt sit projekt med de venstreorienterede økonomiske frihedskæmpere, stærkt inspireret af Venezuelas nu afdøde præsident, Hugo Chávez.
»Frihedskæmperne« inklusive Julius Malema bærer samme røde skråhue som Chávez, men han viser sig ifølge The Guardian også i Louis Vuitton sko og kører i en stor Mercedes. Kritikere sætter derfor store spørgsmål ved hans sociale og solidariske sindelag.
Men stemmer får han og de andre frihedskæmpere fra vælgere, der før har stemt på ANC.
En af dem er Elizabeth Kganyo fra et af de utallige slumområder uden for Johannesburg:
»Vi har altid stemt på ANC, men vi har boet i skure i mange år. De siger, at de vil bygge huse til os, men der sker intet. Hvis de bliver valgt, arbejder de for sig selv, ikke for os,« siger hun til avisen The Guardian.