En er dræbt. Op mod 19 såret. 70.000 er uden strøm. En halv million er evakueret. Og flere atomkraftværker bliver lukket af sikkerhedsmæssige årsager.
Supertyfonen Neoguri har allerede raseret den japanske ø Okinawa, og nu kommer turen til det japanske fastland.
Neoguri er i areal tre gange så stor som Tyskland og er den værste tropiske storm på de kanter de seneste 15 år. Og japanerne er ellers vant til lidt af hvert fra moder naturs side.
Neoguris foreløbigt eneste offer er ifølge det lokale politi en 62-årig mand, som blev kastet af sin båd i nærheden af det japanske fastland. Meteorologer advarer om, at bølgerne kan blive 14 meter høje på grund af supertyfonen.
Neoguris styrke er dog aftagende på dens vej mod det japanske fastland.
Foto AFP.