Sultan Erdogans soloridt

Tyrkiets præsident Erdogan presser alt og alle, der står i vejen for hans personlige projekt, ud i kulden. Nu er turen så kommet til premierminister Ahmet Davotoglu.

Foto: ADEM ALTAN

Kritik og uenighed er ikke præsident Recep Tayyip Erdogans stærkeste side. For uanset om kritikken og uenigheden kommer udefra eller fra præsidentens eget AKP-parti, så bliver der gjort kort proces. Premierminister Ahmet Davotoglus melding om tilbagetrædelse er resultatet af måneders uenigheder med præsidenten om en række nøglesager. Blandt stridspunkterne er Erdogans ønske om en grundlovsændring, der vil give præsidenten omfattende beføjelser.

Uenighederne har hele foråret skabt rygter i Tyrkiet, og selv om premierministeren i Tyrkiet i princippet har mere magt end præsidenten, var ingen i tvivl om, at skulle det komme til et sammenstød, ville præsidenten vinde hanekampen.

Og sådan blev det: Ahmet Davotoglu træder af, mens Erdogan i løbet af de kommende uger kan skubbe en ja-sigende loyalist ind på partiets formandspost og gøre ham til premierminister. På den måde har Erdogan allerede de facto ændret magtforholdet mellem premierminister og præsident,« uden at pille ved grundloven.

Erdogan ventes stadig at gå efter en grundlovsændring, selv om AKP-partiet ikke kan stemme sådan en ændring igennem alene. Skulle det lykkes at komme igennem med grundlovsændringen, vil Erdogan sætte sig tungt og eneherskende på magten i Tyrkiet med grundloven som diplom. Hvis ikke det lykkes, vil han fortsat kunne agere som enehersker og tvinge politiske rivaler ud på sidelinjen, som han gjorde med Davotoglu og andre før ham. Grundlovens blå stempel vil mangle, men Erdogan stoler på, at ingen vil være i stand til at udfordre hans position.

For Erdogans vedkommende har Davotoglu været nyttig i forhandlingerne med Europa, for Davotoglu har klaret sig klart bedre end sin præsident i europæisk selskab. Davotoglu er for det meste mild og huskes for sine bemærkninger om at genoptage fredsprocessen med kurderne og for sin grundlæggende udenrigsideologi, der er baseret på godt naboskab hele vejen rundt.

Erdogan derimod ses som den impulsive og autoritære leder, der har banet vej for stort set daglige arrestationer af journalister og tilblivelsen af en atmosfære, der gør, at både tyrkiske og vestlige journalister udøver grov selvcensur, når de skriver om og fra Tyrkiet.

En trussel mod Erdogans magtbase

Nu hvor aftalen mellem EU og Tyrkiet er i hus, var Davotoglu blevet for stor en trussel for Erdogan. Præsidenten ønsker selv at tage æren for EU-aftalen, og Erdogan stoler på, at EU ikke vil bakke ud af aftalen, fordi de europæiske lande har brug for Tyrkiet i spørgsmålet om de syriske flygtninge. Og Erdogan kan sagtens leve med, at nogle EU-ledere synes, at han er for autoritær.

Med hensyn til kampen mod den kurdiske PKK-organisation, ser Erdogan ingen personlig eller tyrkisk interesse i at opbløde forholdet netop nu. For selv om Tyrkiets kamp mod PKK truer med at sende landet i retning af borgerkrig, skaber den også gunstig jord for Erdogans politiske populisme og gør at menigmand får lettere ved at se logikken i at have en stærk og enerådig leder.

Verden frygter den uforudsigelige Erdogan

Mens spørgsmålene om PKK og Tyrkiets indre march mod mere autoritære metoder er til at overskue for resten af verden, så er den uforudsigelige Erdogan årsag til større bekymring, når det gælder Syrien og spændingerne i forhold til Rusland.

Den tyrkiske ledelse har gentagne gange – senest i denne uge – sagt, at Tyrkiet er parat til at gribe ind i krigen i Syrien for at forsvare Tyrkiets interesser. Havde man spurgt Davotoglu, hvad det betyder, ville man få et mere eller mindre klart svar. Spørger man Erdogan, bliver det sværere at se, hvor skellene mellem personlig stolthed og Tyrkiets interesser går. Og hvad angår Syrienkrigen står det ikke klart om en eventuel tyrkisk landoperation vil være designet til at forhindre de syriske kurdere i at erobre hele det nordsyriske bælte, eller om den også skal forhindre det syriske regime, Iran og Rusland i at knuse den islamistiske opposition i områderne omkring Idlib og Aleppo.

Begge er en mulighed, og hvis Erdogan trækker NATO-landet Tyrkiet ind i en krig, hvor både Rusland, Iran og det syriske regime kæmper, kan den nuværende optrapning mellem Tyrkiet og PKK hurtigt blive den overskuelige del af konflikten i området.