Sudans præsident genvalgt med 94 procent af stemmerne

Omar al-Bashir fortsætter ikke uventet som Sudans præsident.

Ifølge landets myndigheder valgte hele 94 procent at stemme på den muslimske leder, der har siddet på magten i det afrikanske land siden et militærkup i 1989. Det skriver al-Jazeera.

De 450 medlemmer af Sudans parlament var også på valg, men resultaterne for de enkelte medlemmer er mandag stadig ikke blevet offentliggjort. Ifølge al-Jazeera har flere oppositionspartier boykottet valget.

Det sudanesiske parlamentsvalg er det første, siden Sydsudan løsrev sig fra Sudan som selvstændig nation i 2011.

BNB