Styrtet flys sorte boks er fundet

Den sorte boks ligger 1,7 km. nede under vandet ud for Sulawesi, hvor flyet forsvandt fra radaren.

Mysteriet om det forulykkede fly i Indonesien, der forsvandt nytårsdag med 102 mennesker ombord, er nu tæt på en opklaring.

Flyets sorte boks er lokaliseret i vandet ved Sulawesi, hvor flyet forsvandt fra radaren på en flyvning fra den indonesiske hovedø, Java.

De indonesiske myndigheder vil nu forsøge at hente den sorte boks fra Adam Air-flyet op af vandet. Den indeholder alle vigtige detaljer om flyulykken - blandt andet optagelser fra cockpittet.

Det bliver ifølge de indonesiske myndigheder en vanskelig aktion at hive boksen op af vandet.

- Men den er nøglen til at finde ud af ulykkens årsag, siger en efterforsker til AP i dag.

Boxen ligger 1,7 km. under vandet. Og det var krigsskibet Mary Sears fra den amerikanske flåde, der sporede signalerne fra den sorte boks under vandet ved Sulawesi. Indonesien får også hjælp fra amerikanerne, når den sorte boks skal hentes op af vandet. Det kræver teknologi, som kun amerikanerne råder over.