Den multinationale styrke for Ukraine er klar til at blive sendt på militærøvelser i Ukraines nabolande i de kommende måneder.

Det siger den franske præsident, Emmanuel Macron, efter et møde i koalitionen af villige ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi har i dag besluttet, at der skal afholdes øvelser i de kommende måneder. De vil blive udført i Ukraines nabolande for at afprøve vores indsatsplaner og vise, at vi er klar, beslutsomme og troværdige, sagde præsidenten.

Koalitionen af villige består af omkring 35 lande, herunder Danmark, der i en erklæring har forpligtet sig til at stille en række sikkerhedsgarantier for Ukraine.

I erklæringen indgår, at der efter en våbenhvile mellem Rusland og Ukraine skal dannes en multinational styrke for Ukraine, som skal hjælpe Ukraine.

Det fremgår, at blandt andet Frankrig og Storbritannien vil bidrage til den multinationale styrke, som skal være med til at sikre Ukraine i luften, til søs og på land.

Foruden den multinationale styrke har Ukraine også mandag bestilt flere typer af militært udstyr fra Frankrig.

Der er blandt andet blevet bestilt fransk-italienske luftforsvarssystemer samt 16 kampfly af typen Rafale.

Frankrig og Ukraine underskrev tilbage i november en hensigtserklæring, hvor det lød, at Ukraine ville købe 100 kampfly af Frankrig over en tiårig periode.

De første 16 er altså nu bestilt. De vil ifølge den franske præsident være klar til at stige op i ukrainsk luftrum mellem 2028 og 2029.

- Tidligere på eftermiddagen blev præsident Zelenskyj (Ukraines præsident, red.) og jeg enige om en køreplan for, hvordan vores to lande skal implementere, hvad vi blev enige om tilbage i november angående vores bilaterale forsvarssamarbejde, sagde Macron ifølge Reuters.

Ukraine har desuden som aftalt i hensigtserklæringen også bestilt SAMP-T-luftforsvarssystemer og radarsystemer.

RITZAU