Opdateret

Studerende fra University of California sagsøger Trumps regering

Gruppe fra et universitet i Californien har sagsøgt Trump-administrationen for at indefryse føderale midler.

UCLA er University of Californias (UC) campus i Los Angeles. En gruppe af blandt andet studerende og fagforeninger har sagsøgt Trump-administrationen. (Arkivfoto). Foto: Daniel Cole/Reuters

En gruppe af fagforeninger, et fakultet og studerende på University of California (UC) har tirsdag sagsøgt den amerikanske præsident Donald Trumps administration for indefrysning af føderale midler.

De har også sagsøgt Trump-administrationen for handlinger, der skal have til formål at kvæle den akademiske frihed.

Søgsmålet er anlagt ved en distriktsdomstol i det nordlige distrikt i den amerikanske delstat Californien.

Med søgsmålet vil sagsøgerne stoppe regeringen i angiveligt at true UC økonomisk.

- (Administrationen, red.) har forsøgt at implementere en strategi til at true gymnasier og universiteter, lyder det fra den gruppe, der har anlagt søgsmålet.

Det lyder videre, at truslerne er baseret på foragt over for institutionernes pensum, udtryksfuld aktivitet på campusserne og såkaldt DEI - diversitet, lighed og inklusion.

UC og Det Hvide Hus har ikke umiddelbart nogen kommentar til søgsmålet.

Trump-administrationen har iværksat undersøgelser af universiteternes håndtering af påstået antisemitisme under studerendes demonstrationer mod Israels angreb på Gaza og har på grund af blandt andet dette indefrosset føderale midler til universiteterne.

Også DEI-programmer og klimainitiativer er årsag til indefrysningen.

University of California driver et af de største videregående uddannelsessystemer i landet med 10 hovedcampusser, næsten 300.000 studerende og 265.000 fakultetsmedlemmer og ansatte.

Trump-administrationen har tidligere foreslået at stoppe undersøgelsen af UC, som ligger i Los Angeles, mod en betaling på en milliard dollar fra institutionen.

Californiens guvernør, demokraten Gavin Newsom, kaldte det efterfølgende for et forsøg på afpresning.

UC's præsident, James Milliken, udtalte mandag, at institutionen står over for en af de alvorligste trusler i sin historie på grund af Trump-administrationens handlinger.

Milliken oplyser, at universitetet hvert år modtager over 17 milliarder dollar i føderal støtte. Det svarer til over 100 milliarder kroner.

Tidligere på måneden afgjorde en føderal dommer, at Trump-administrationen ulovligt havde stoppet tilskud på over to milliarder dollar - svarende til knap 13 milliarder kroner - til Harvard University.

/ritzau/Reuters