Strid om værnepligt for ortodokse udløser valg i Israel

Foto: Nils Meilvang

Partierne i Israels regeringskoalition er så uenige om en ny lov om værnepligt, at de er enedes om at udskrive nyvalg. Det oplyser en talsmand for premierminister Benjamin Netanyahu mandag.

»Koalitionens ledere har i enighed besluttet at opløse parlamentet og gå mod et valg i begyndelsen af april,« siger talsmanden.

Israelske medier siger, at valgdatoen bliver 9. april.

Regeringen siger i en erklæring, som blev offentliggjort af Netanyahus parti Likud, at den har besluttet at udskrive valg i af hensyn til »budgetmæssig og national ansvarlighed«.

Uenighed i regeringen omkring militær værnepligt førte til beslutningen om valg. Krisen er relateret til spørgsmål om, hvorvidt ultraortodokse jøder skal fritages for militær værnepligt.

Netanyahu er i sin fjerde regeringsperiode som premierminister. Han har regeret med et meget snævert flertal. Regeringen sidder på 61 af de 120 pladser i parlamentet, Knesset.

Næste ordinære valg skulle have fundet sted senest i november 2019.

Koalitionen blev svækket i november, da daværende forsvarsminister Avigdor Lieberman trak sit parti ud af regeringen.

Lieberman var utilfreds med en våbenhvile, der er forhandlet med palæstinensiske Hamas.

Netanyahu er også under stigende pres i forbindelse med en række efterforskninger af påstået korruption i hans egne personlige anliggender. Politiet har anbefalet, at der rejses sag mod ham i tre forskellige sager.

Netanyahu skal dog ikke nødvendigvis træde tilbage, hvis der rejses sag mod ham. Meningsmålinger antyder, at hans højreparti, Likud, vil forblive det største parti i parlamentet efter valget.

/ritzau/Reuters