Der er frygt for, at et større vulkansk udbrud kan være på vej på halvøen Reykjanes i det sydvestlige Island.

Udbruddet kan starte »når som helst« – eller gå i sig selv.

Cirka 4.000 indbyggere fra byen Grindavík er i weekenden blevet evakueret af frygt for, at udbruddet vil starte under byen.

Her mandag eftermiddag har politiet givet lov til, at de kortvarigt kan vende tilbage til deres hjem for at hente få, vigtige ejendele.

Ifølge den islandske avis Morgunblaðið har indbyggerne fået lov til at opholde sig i byen i fem til syv minutter, inden de skal være ude igen.

Området har de seneste døgn været ramt af talrige jordskælv.

Men siden søndag er den seismiske aktivitet aftaget.

»Det betyder dog ikke, at vi ikke stadig kan forvente et udbrud, tværtimod, sagde lederen af Nordisk Vulkanologisk Center i Reykjavík, Rikke Pedersen, til Ritzau søndag.

»Vi ser ofte, at den seismiske aktivitet aftager forud for et nært forestående udbrud. Fordi smelten er kommet så tæt på overfladen, kræver det ikke store jordskælv for den at bryde sig op til overfladen,« siger hun.

Den magma, der løber i en 15 kilometer lang sprække under Grindavík, ventes at være tættere end 800 meter på Jordens overflade.

»På nuværende tidspunkt er vi i en afventende periode. Det kan være, at det går til ro igen, men det er også stadig højst sandsynligt, at det fører til et udbrud,« siger Rikke Pedersen.