Der opstod torsdag slagsmål i Kosovos parlament, efter at en oppositionspolitiker rejste sig fra sin plads og smed vand i hovedet på premierminister Albin Kurti.
Det sker efter længere tids uro i landet.
Kosovos regering meddelte tirsdag, at den trækker 25 procent af politistyrker tilbage for at lette uroligheder i den nordlige region af landet, hvor fjendskabet mellem albanere og etniske serbere har nået det højeste niveau siden 2008.
Kurtis var på talerstolen i dag for at tale om, hvilke tiltag der vil blive iværksat for at nedbringe uroen, da han fik smidt vand i hovedet af politikeren Mergim Lushtaku, der er utilfreds med premierministerens håndtering af sagen.
Herefter opstod der et kæmpe kaos i salen.
I videoen i toppen af artiklen kan man se flere politikere bag Kurti forsøge at stoppe Lushtaku, men han skubber fra sig, hvorefter størstedelen af politikerne i salen løber op til talerstolen, og slagsmålet begynder.
Lokale medier skriver, at Kurti efterfølgende blev eskorteret ud af parlamentsbygningen. Det er uvist, hvad der skete med vandoverfaldsmanden.
Situationen i det nordlige Kosovo
Situationen i det nordlige Kosovo har længe været højspændt i de områder, der grænser op til Serbien, og hvor befolkningen primært er etniske serbere.
Det eskalerede i slutningen af maj med voldelige scener, da etnisk-albanske borgmestre satte sig på magten efter et valg, som blev boykottet af serbere.
Ifølge NATO er 93 soldater fra den fredsbevarende styrke blevet såret under protesterne, nogle af dem alvorligt.
Både USA og EU er Kosovos tætte allierede, og de har hovedsageligt bebrejdet den nationalistiske premierminister Albin Kurti for urolighederne og lagt pres på ham for at få stoppet den voldelige situation.
Kosovos præsident, Vjosa Osmani, oplyste i sidste måned, at landet er villigt til at holde nye lokaludvalg i den nordlige del af Kosovo, hvis indbyggerne vil, og hvis regeringen i Serbien ikke opfordrer serbere i Kosovo til at lade være med at stemme.



