Stort medie bringer Mette Frederiksen i spil til ny EU-toppost
Financial Times har talt med europæiske kilder, som nævner Mette Frederiksen blandt de navne, der er i spil til jobbet som formanden for Det Europæiske Råd.

Financial Times har talt med europæiske kilder, som nævner Mette Frederiksen blandt de navne, der er i spil til jobbet som formanden for Det Europæiske Råd.

Fredag aften kom formanden for Det Europæiske Råd med en overraskende melding, der har sat gang i rygtekarrusellen i de europæiske hovedstæder.
Charles Michel meddelte, at han stiller op som kandidat til Europa-Parlamentet og dermed forlader sin formandspost før tid, hvis han bliver valgt.
Det anerkendte erhvervsmedie Financial Times bringer i sit nyhedsbrev, Europe Express, den danske statsminister Mette Frederiksen i spil til posten.
Mediet skriver, at de har talt med »officials« – det kan både være politikere og embedsmænd – som nævner Mette Frederiksen som en mulig kandidat sammen med blandt andre:
Den spanske premierminister, Pedro Sánchez
Den hollandske politiker og tidligere EU-kommissær Frans Timmermans
Italiens tidligere premierminister Mario Draghi
Portugals premierminister, António Costa, som tidligere har vist interesse for jobbet, men siden er blevet tvunget til at trække sig fra posten i sit hjemland på grund af en korruptionssag.
De europæiske topposter forhandles typisk på plads i en studehandel mellem de største europæiske lande og de største europæiske partier efter europaparlamentsvalget, som i år finder sted 6.-9. juni.
Men Charles Michels overraskende melding kan fremrykke hele processen, skriver Financial Times.
Det skyldes, at Ungarns kontroversielle premierminister, Viktor Orbán, pludselig kan ende med at spille en hovedrolle i kabalen:
Såfremt stats- og regeringscheferne ikke er blevet enige om en ny rådsformand inden 1. juli, vil Viktor Orbán automatisk fungere som vikarierende rådsformand, indtil en permanent formand er udpeget.
Det skyldes, at Ungarn formelt overtager EU-formandskabet 1. juli – og er der ikke en rådsformand på plads, falder jobbet i princippet til Orbán.
Langt de fleste EU-lande vil formentlig meget gerne undgå, at den EU-kritiske Orbán sætter sig på en magtfuld post.
»Michels melding flytter samtalen om den næste række af EU-ledere fra en sfære af udokumenterede rygter til reel interesse,« skriver Financial Times.
Det er uklart, om Mette Frederiksen overhovedet er interesseret i jobbet som formand for Det Europæiske Råd – eller nogle af de andre europæiske topjob, som kommer i spil denne sommer. Hun har ikke udtalt sig om sagen.
Da Mette Frederiksen i sensommeren angiveligt var i spil til en toppost i NATO, skabte det store spændinger internt i regeringen og særligt i Socialdemokratiet, hvor der brød diskussioner ud om, hvem der egentlig er Frederiksens arvtager.