Mindst fire jordskælv er onsdag aften blevet registreret i Nordland i det nordlige Norge.

Det oplyser det norske seismiske institut Norsar ifølge det norske nyhedsbureau NTB onsdag aften.

Det første jordskælv blev registreret klokken 22.55. Det kraftigste af skælvene skete klokken 23.06 og havde en beregnet størrelse på 4,8, melder Norsar.

Ifølge Det Europæiske Seismologiske Center, EMSC, havde det største af skælvene en dybde på ti kilometer.

Dets epicenter lå i havet omkring 32 kilometer vest for byen Ørnes i Meløy kommune, viser foreløbige data fra EMSC. Ifølge Norsar lå skælvets epicenter omkring 45 kilometer vest for Ørnes.

Det første af skælvene havde en beregnet størrelse på 3,2, mens to mindre skælv blev registreret klokken 23.19 og 23.23. De havde en beregnet størrelse på henholdsvis 1,5 og 2,5.

Norsar understreger, at oplysningerne er foreløbige, og at både jordskælvenes størrelse og placering kan blive justeret, når instituttet har analyseret flere seismiske data.

Det norske medie VG har fået meldinger om, at jordskælvet kunne mærkes i flere byer i Nordland fylke.

Det gjaldt også på politiets operationscentral i Bodø, der er den største by i Nordland fylke. Det fortæller politiets operative leder i byen, Stig Østbø, til VG.

- Vi troede først, at det var et fly eller torden, men så begyndte der at komme opkald fra folk i hele Nordland, siger han.

Politiets operative leder fortæller, at skælvet fik det til at ryste på operationscentralen i nogle sekunder, men at det ikke var voldsomt.

- Vi har ikke fået nogle meldinger om skader, tilføjer Stig Østbø til VG.

Ifølge VG er der flere personer i Nordland, der oplyser, at de har mistet strømmen. Det er uklart, om strømafbrydelsen har forbindelse til jordskælvene.

RITZAU