For første gang siden det ødelæggende jordskælv i Japan for over halvanden måned siden er teknikere nu trængt ind i en reaktorbygning på det forkrøblede Fukushima-atomkraftværk.

Jordskælvet den 11. marts og den efterfølgende tsunami udløste den værste atomkrise siden Tjernobyl-ulykken i 1986. I dagene efter tsunamien sprængte kraftige hydrogeneksplosioner bygningerne rundt om Fukushimas reaktor 1 og 3 i småstykker.

Tolv teknikere iført beskyttelsesdragter, gasmasker og iltflasker tilbragte torsdag middag japansk tid (omkring kl. 05.00 danske tid) tilsammen 40 minutter i reaktorbygning 1. Her installerede de en ventilationskanal, så den radioaktive luft i bygningen kan blive suget ud.

Tidligere har kun en fjernstyret robot kunnet arbejde i den faretruende høje stråling helt inde i bygningerne, som huser selve atomreaktorerne.

- Det er første gang vores arbejdere har været inde i reaktorbygningen siden eksplosionen. Vi sender dem ind i små grupper i maksimalt ti minutter ad gangen for at mindske strålingsrisikoen, siger Satoshi Watanabe, talsmand for firmaet Tepco, som ejer og driver værket.

Først når strålingsniveauerne er faldet yderligere, kan arbejderne opholde sig i bygningerne i længere perioder. Som situationen er nu, kan de kun arbejde i kort tid, inden de må ud igen.

Bliver bedre til at holde tæt

Tepco regner med at få ventilationen op at køre inden for to til tre dage, og derefter kan arbejdet i reaktorbygningerne foregå under mere normale forhold.

Som Berlingske skrev i går, er Fukushima over de seneste dage blevet bedre til at holde tæt. Strålingen i havet og naturen rundt om atomkraftværket er faldende, men det er for tidligt at erklære krisen for overstået.

Se billederne: Robot arbejder i høj stråling

Tepco anslår selv at der vil gå mellem seks og ni måneder før de løbske reaktorer er under fuld kontrol, og eksperter vurderer, at der kan gå endnu længere tid.

Al færdsel i en radius af 20 km omkring Fukushima-værket er strengt forbudt og de evakuerede beboere skal nu genhuses. Først til næste år ventes Japans regering at beslutte, om de kan vende tilbage til deres hjem.

Næsten 27.000 mennesker omkom i naturkatastrofen - heraf savnes mere end 13.000 stadig.

Beredskabsstyrelsen i Danmark følger stadig udviklingen på Fukushima tæt. Meldingen er, at situationen stadig er ustabil.