Stort flertal af tyskere vil droppe Schengen-aftalen

Flere end en halv million uregistrerede flygtninge og nytårsnatten i Köln er blandt årsagerne til, at et flertal af tyskerne ønsker den nationale grænsekontrol tilbage.

Flere end en halv million uregistrerede flygtninge og nytårsnatten i Köln er blandt årsagerne til, at et flertal af tyskerne ønsker den nationale grænsekontrol tilbage. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BERLIN: Angela Merkel har gjort Tyskland til Europas mest flygtningevenlige land. Men internt i den tyske befolkning er der stadig større skepsis over konsekvenserne af kanslerens flygtningepolitik.

Friske tal viser nemlig, at et stadig større flertal af tyskerne er ved at miste tilliden til det europæiske grænsesamarbejde. I en nylig undersøgelse, foretaget af franske meningsmålingsinstitut Ifop, siger 66 pct. af de adspurgte tyskere, at de helst så den tyske regering melde landet ud af Schengen-aftalen og genindføre den nationale grænse­kontrol. Samtidig siger 72 pct. af tyskerne, at Tyskland har pligt til at tage imod nød­lidende flygtninge og indvandrere.

Uregistrerede udlændinge

Senest efter terrorangrebene i Paris og Bruxel­les er der stadig større usikkerhed at spore i den tyske befolkning, når det gælder antallet af uregistrerede flygtninge og migranter.

Mere end en halv million u­registrerede udlændinge opholder sig i Tyskland, skriver tabloidavisen Bild i en artikel, der har vakt debat i Tyskland.

»Mange migranter melder sig ikke hos myndighederne af frygt for udvisning,« siger en anonym embedsmand fra det tyske indenrigsministerium til Bild.

Den tyske indenrigsminister afviser imidlertid tallene i Bild.

»At der skulle bo 500.000 personer, der ikke ønsker penge eller en asylansøgningsproces, det anser jeg for at være absurd, siger Thomas de Maizière til programmet »Morgen­magazin« på TV-kanalen ARD.

Indenrigsministeren understreger samtidig, at de tyske udlændingemyndigheder effektivt har efterregistreret en stor del af de udlændinge, som i efteråret ankom til Tyskland uden at lade sig registrere. Ikke desto mindre hersker der fortsat uklarhed over antallet af flygtninge og migranter, der opholder sig lovligt og ulovligt i Tyskland.

I marts sagde Frank-Jürgen Weise, der er chef for de tyske udlændingemyndigheder, at man først senere på året vil have fuld klarhed over antallet af flygtninge i Tyskland. Indtil videre vurderer Weise ifølge nyhedsbureauet dpa, at 1,2 mio. personer med flygtningestatus er kommet til Tyskland inden for de seneste tre år.

Köln-rapport afslører problemer

Debatten om antallet af uregistrerede udlændinge i Tyskland falder sammen med offentliggørelsen af en officiel rapport om de seksuelle overgreb, der fandt sted nytårsnat i Köln.

I alt fandt 529 seksuelle overgreb og 998 tyverier, røverier og voldelige episoder sted omkring domkirkepladsen i Köln. Ud af 153 mistænkte er 149 udlændinge. Heraf 68 asylansøgere. 18 af de mistænkte opholder sig ulovligt i Tyskland, mens 47 har uafklaret status, lyder det i rapporten, som den socialdemokratiske delstatsminister for indre anliggender, Ralf Jäger, har fremlagt for landdagen i Nordrhein-Westfalen.

»Rapporten afslører, at det selv med betragtelige anstrengelser ofte er umuligt at efterforske, hvem der bor her med opholdstilladelse eller ej. Dette juridiske vakuum i Nordrhein-Westfalen,« siger FDP-politikeren Mark Lürbke til Bild.