Hundredvis af demonstranter stormede fredag parlamentet i den russiskstøttede udbryderregion Abkhasien. 

Demonstranterne kom i karambolage med politiet. Mindst otte personer er kommet til skade. 

Det skriver Reuters og AP.

De fleste lande anser Abkhasien for at være en del af Georgien, men området er ikke under georgisk kontrol. Rusland har siden 2008 betragtet Abkhasien som en selvstændig stat.

Oprørerne brugte en lastbil til at bryde gennem de metalporte, der omgiver parlamentet i hovedstaden Sukhumi. Videooptagelser fra stedet viser folk, der efter at have brækket vinduesgitre klatrede gennem vinduerne og råbte i gangene. 

Demonstranterne, som tæller regionens politiske opposition, kræver, at den 60-årige selvudnævnte præsident, Aslan Bzhania, som anses for at være russiskvenlig, går af. Det siger oppositionslederen, Temur Gulia, til Reuters. 

Oppositionsfolk har ifølge Reuters meddelt, at demonstranterne ikke var imod russisk-abkhasiske relationer, men man anklagede præsidenten for at have »forsøgt at bruge disse forbindelser til sine egne egoistiske interesser og manipuleret dem for at styrke hans regime.«

Frygter russiske opkøb af ejendomme

Oprindeligt lød demonstranternes krav blot på, at en investeringsaftale med Rusland skulle trækkes tilbage. Men nu vil de altså også af med præsident Bzhania, som har siddet på magten siden 2020.

Ifølge oppositionen vil investeringsaftalen betyde, at lokale risikerer at blive skubbet ud af ejendomsmarkedet ved at lade store russiske summer flyde ind i landet. Velhavende russere og virksomheder vil kunne opkøbe ejendom i attraktive områder, hvilket ville gøre det umuligt for lokale at følge med, frygter kritikerne. 

Investeringsaftalen med Rusland blev underskrevet i oktober af både den russiske og abkhasiske økonomiminister, og i dag fredag skulle aftalen ratificeres.

Uroen i regionen hænger også sammen med, at fem oppositionspolitikere er blevet arresteret. Det førte til udbredte protester mandag, hvor flere broer til regionens hovedstad blev blokeret. 

Den russiske regering har ifølge Reuters meddelt, at man følger »krisesituationen« i Abkhasien med bekymring og med en opfordring undgå at rejse dertil.