Storm efterlader sårede og tusinder uden strøm i flere lande
Kraftige vindstød har skabt store problemer i flere lande med strømsvigt, skader og alvorligt tilskadekomne.

Kraftige vindstød har skabt store problemer i flere lande med strømsvigt, skader og alvorligt tilskadekomne.

To personer er kommet alvorligt til skade, efter at vindstød fredag eftermiddag væltede et stillads nær et marked i byen Nastätten vest for Frankfurt i Tyskland.
Den ene person blev fløjet til hospitalet med helikopter og er fortsat i kritisk tilstand, oplyser det lokale politi ifølge dpa.
Stormen med navnet Austen ramte Tyskland fredag.
Den tyske vejrtjeneste (DWD) udsendte advarsler til det vestlige Tyskland og opfordrede borgerne til at sikre løse genstande såsom større havemøbler.
Tysk brandvæsen og politi har været ude at fjerne væltede træer.
En cyklist måtte hjælpes fri af redningsfolk, efter vedkommende blev ramt af en gren.
Austen har også været forbi det sydvestlige England og den franske kyst.
I England var 10.000 britiske hjem uden strøm, og faldne træer blokerede for vejbaner og tog. Skolerne i de berørte områder var også lukkede ifølge The Guardian.
De franske myndigheder udsendte vejrvarsler i 23 områder i den nordvestlige del af landet på grund af kraftig vind. Her var 161.000 husholdninger efterladt uden elektricitet.
Ved landets kyst blev der målt vindstød på op til 161 kilometer i timen.
Resterne af stormen bevæger sig mod Danmark.
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler kraftig blæst i form af stormende kuling og forhøjet vandstand.
Varslet gælder fra natten til søndag indtil mandag ved den jyske vestkyst, oplyser DMI.
Vandstanden varsles 2,7 til 3,2 meter over daglig vande langs vestkysten.
Jesper Eriksen, meteorolog ved DMI, siger, at det er vigtigt, at borgere langs vestkysten forbereder sig på de høje vandstande.
- Det er en ret alvorlig hændelse, som prognoserne har. Og den varsling, vi har ude, viser, at vandstanden kan blive flere meter over daglig vande, siger han.
I England varsler myndigheder om endnu en storm, som har fået navnet Boelo.
Den nye storm vil ramme Nordirland, Skotland og dele af det nordlige England, og varslet gælder natten til lørdag og hele søndagen.
RITZAU.