Storm og snaps

Hver søndag reflekterer Berlingskes korrespondenter over det sted i verden, de har slået sig ned. I denne uge fortæller Ann Smed Madsen om at skulle holde julefrokost i Filippinerne, mens der raser en tyfon.

Læs mere
Fold sammen

Ugen er travl med frikadelle- og rødkåls­produktion og indkøb af San Miguel Pale Pilsen til 23 børn og voksne til lørdagens danske julefrokost. Der er lagt op til en hektisk weekend, men først skal vi lige have på plads, hvem der kan skaffe en flaske snaps.

Nyheden om supertyfonens rute mod Filippinerne kommer samtidig med problemet med fiskefiletterne, for ham, der stod for dem, vil hellere medbringe brunkager. I vores juleforberedelser køber vi også ekstra vand og knækbrød samt aftaler, hvilket værelse der er mest sikkert at sove i, hvis vinden for alvor tager fat, og vandet igen oversvømmer 90 procent af millionbyen Manila.

Men vi holder stædigt fast i, at tyfonen nok bliver forsinket, og at ægtefællen ikke som vanligt skal af sted for at lave internationale TV-nyheder for Al Jazeera English, så vi sagtens kan lægge hus til den lovede julefrokost.

Da myndighederne begynder at flytte en million mennesker fra kystområderne i en af verdens største evakueringer i fredstid, og både ægtefællen og undertegnede er kaldt på arbejde, må julefrokosten flyttes. Fredag aften er manden rejst sydøstpå med sikkerhedshjelm, waders og TV-kamera. Lørdag formiddag bliver bilen pakket og sendt af sted med rødkål, frikadeller og vores datter, så mor kan få ro til at fortælle danskerne, hvad der sker i det østlige Visayas.

Dér er millioner af mennesker allerede kommet om på den anden side af de mørke, voldsomt regntunge skyer og de enormt stærke vindstød og kan nu rejse hjem – kun for at vende tilbage fra evakueringscentrene til bambushytter og træhuse med bliktag, der nu er totalt smadrede. De heldigste bor i solide murstenshuse. De mindre heldige bor i slumområder med boligerne stablet ovenpå hinanden lige ud til havet, som mange steder rejste sig flere meter højere end normalt som følge af Rubys – eller Hagupits, som stormen bliver kaldt i resten af verden.

Mellem direkte TV-rapporter til TV 2 bliver der lige tid til en tur gennem byen, hvor alt ånder fred og weekendstemning, for at sige hej til datteren. Her i hovedstaden Manila venter vi stadig – som resten af landet – på en supertyfon af samme slags som 8. november sidste år, hvor 7.300 mennesker enten mistede livet eller forsvandt. Dengang var det Yolanda – eller Haiyan, som hun var kendt som internationalt – der lagde sin rute tværs gennem Filippinerne. Styrken kom bag på os alle, både på beboerne i Samar- og Leyte-provinserne og resten af Visayas, og på dem af os der sad trygt og tørt i hovedstaden.

Når sådan en stærk dame kommer på besøg – ganske uindbudt og absolut ikke velkommen – har millioner af filippinere valget mellem at rejse væk og miste alt til både stormen og tyveknægte – eller blive og miste alt, også livet. Sådan er det at være fattig i Filippinerne, og derfor døde så mange mennesker sidste år.

Hverken myndighederne eller befolkningen tog advarslerne om en af verdens stærkeste tropiske cykloner nogensinde alvorligt.

Medierne var ellers på pletten for at rapportere endnu engang om endnu en naturkatastrofe i Filippinerne, og det blev for nogle deres egen katastrofe. De lokale fotografer og journalister mistede selv familiemedlemmer, kameraudstyr og egendele samtidig med, at de selv var ved at miste livet. Vi andre måtte leve med frygten, da der i halvandet døgn ikke var nyt fra fotograf-ægtefællen, som var taget til Tacloban dagen før, tyfonen ramte. Det var nogle meget lange 30 timer.

Hagupit er filippinsk for pisk – og det må man sige, at også denne tyfon har givet især det østlige Visayas. Men i et land med 20-25 tyfoner om året er befolkningen vant til at blive banket igennem af vind og vejr. Livsvilkårerne er altid hårde for millioner af filippinere. Om det er tyfoner, jordskælv, tropisk regn, der medfører jordskred og begraver de spinkle bambushytter, eller blot den daglige kamp for overlevelse. Her er en fjerdedel af den 100 millioner store befolkning så fattig, at de lever for under en dollar og 25 cent om dagen.

Sådan en gang tyfon-pisk smadrede næsten totalt Tacloban sidste år. De fiskere, jeg besøgte i forbindelse med etårsdagen, har forsøgt at genopbygge deres liv – nu kan de starte forfra. Landmænd er stadig ved at rydde kokospalmer, der ligger som knækkede tændstikker på deres jord mellem nanplanter og rismarker, og byen ligner i øjeblikket én, stor byggeplads. Da Ruby har passeret, takker beboerne Gud for, at de i Tacloban denne gang slap mere nådigt med kun ødelæggelser og oversvømmelser. Lige inden, supertyfonen brager ind over land, bliver den nedgraderet til en tyfon og derefter en tropisk storm, og dens vej tværs gennem Filippinerne bliver meget langsom og våd. Derfor bliver der lige tid til nogle hurtige skefulde risalamande.

Datteren hentes hjem søndag morgen, og vi tager en snak om, hvorfor der står vandflasker i garderoben på første sal og om, hvorvidt vi næste nat skal sove i nævnte garderobe eller nedenunder i det tomme stuepigeværelse. Men vi får heldigvis hverken brug for at flytte madrasser rundt eller for at åbne tasken med amerikanske nødrationer.

Dødstallet er opgjort til 27 – et af de tabte menneskeliv var en baby i Iloilo-provinsen. Hun døde af kulde under tyfonen, for det kan man nemlig godt i et tropisk varmt land, hvor 25 grader føles koldt, når regnen pisker ned, og vinden hiver og slider i alt.

Men en lille, ny baby blev også født. Hun kom til verden i et evakueringscenter i den østlige del af landet med hjælp per telefon fra en læge i Manila. Den lille Ruby vil altid blive mindet om, hvilken tyfon der rasede, da hun blev født.

Og julefrokosten? Den må vi have til gode til næste år.