En kraftig storm har fredag formiddag ramt Storbritannien og blandt andet andet beskadiget en stor koncertarena i hovedstaden London.
Stormen kaldes i Storbritannien for Eunice, men er i Danmark blevet døbt Nora.
I Irland har en mand mistet livet, da et træ faldt ned over ham. Og tre mænd i Holland har lidt samme skæbne, da de blev ramt af faldende træer i henholdsvis hovedstaden Amsterdam og forstaden Diemen. Det oplyser landets brandvæsen.
Også i London har en kvinde mistet livet i stormen. Det britiske politi oplyser ifølge Reuters, at kvinden sad i en bil, da et træ væltede ned over køretøjet. Hun døde på stedet, mens føreren er blevet hastet på hospitalet.
I Liverpool er en mand afgået ved døden, efter at han i sin bil blev ramt af byggeaffald, som stormen blæste afsted.
I Belgien, nær byen Ieper, er en 79-årig mand død, efter at han faldt over bord i sin båd på grund af de stærke vinde.
Den britiske radiostation LBC oplyser fredag eftermiddag, at stormen har revet dele af taget på koncert- og sportsarenaen O2 Arena af.
O2 Arena er en af Europas største indendørs arena og har plads til omkring 20.000 tilskuere. Den blev brugt i forbindelse med OL i London i 2012.
Også i Holland er et stadion ramt af stormvejret. Dele af taget på fodboldklubben ADO Den Haags stadium er blæst af, oplyser hollandske myndigheder.
Storbritanniens meteorologiske institut, Met Office, har fredag udsendt en rød varsling om »livsfarligt« vejr i London. Det er første gang, siden systemet blev indført i 2011, at en sådan varsling udsendes i London.
Met Office advarer om »betragtelige forstyrrelser og farlige forhold på grund af ekstremt kraftige vindstød«. Det lyder samtidig, at der er risiko for, at tage kan blæse af, træer kan blive væltet, og strøm kan blive afbrudt.
Der er fredag allerede flere veje, broer og jernbaner, der er blevet ramt af forstyrrelser og forsinkelser. Flere busser, tog og færger er også aflyst.
BBC's vejrredaktion oplyser, at stormen i Storbritannien potentielt kan blive den hårdeste i tre årtier. Stormen har også udløst en rød varsling i Cornwall i det sydvestlige England og i det sydlige Wales.
»Tag jeres forholdsregler, og hold jer i sikkerhed,« siger den britiske sikkerhedsminister, Damian Hinds, til Times Radio.
»Det er usædvanligt at have en rød varsling. Det er meget usædvanligt at have to,« lyder det fra sikkerhedsministeren.
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har et varsel ude om storm fra fredag aften og natten til lørdag for den allersydligste del af landet.
Der er blandt andet også risiko for, at Storebæltsbroen lukker for trafikanter i tidsrummet 22 til 00 fredag og i tidsrummet 05 til 07 lørdag morgen. Det skriver Sund & Bælt fredag i en pressemeddelelse.
Stormen kan også påvirke trafikken til og fra Sverige.
/ritzau/