Store EU-lande og Danmark kræver højere pris på flyrejser

Tyskland og Frankrig er blandt EU-lande, som vil have fælles afgifter på flyrejser i EU.

Flytrafikken er stigende, men det er for billigt at flyve, mener ni EU-lande, som tager initiativ til at sætte afgifter på internationale flyrejser. Danmark er blandt initiativtagerne sammen med blandt andet Tyskland og Frankrig. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det er for billigt at flyve, når man tænker på flytrafikkens negative påvirkning af klima og miljø.

Det er tanken bag en erklæring fra ni EU-lande, herunder Danmark, som underskrives torsdag med en direkte opfordring til EU-Kommissionen om at præsentere et forslag, der skal bringe prisen på flyrejser op.

»Vi opfordrer EU-Kommissionen til at præsentere et forslag til et EU-initiativ om flypriser,« skriver de ni lande i erklæringen.

En række EU-lande har allerede indført afgifter, dog ikke Danmark. Men det har flere af de andre medunderskrivere.

»Vi mener, at en bedre koordinering af prisen for luftfartens negative effekter kan sikre, at den, som forurener, betaler en mere rimelig pris for brugen af flytransport,« hedder det i erklæringen.

I rækken af argumenter indgår, at internationale flyrejser i dag hverken er pålagt punktafgifter eller moms. Der mangler koordinering, mener initiativtagerne, hvis man skal begrænse flytrafikkens påvirkning af klimaet.

Med erklæringen sætter landene fokus på, at mellem to og tre procent af den globale CO2-udledning skyldes flytrafik. Desuden påpeger de, at flyrejser også har andre negative effekter som støj og luftforening.

»Udledningen af CO2 og andre negative effekter er i gennemsnit ikke dækket tilstrækkeligt af prisen på internationale flybilletter«, mener EU-gruppen.

Finansminister Nicolai Wammen (S) underskriver dokumentet for Danmark.

De øvrige underskrivere er ministre fra Tyskland, Frankrig, Italien, Holland, Sverige, Belgien, Bulgarien og Luxembourg.

/ritzau/