»Hun stak af til Islamisk Stat og blev burkabrud – nu vil hun hjem«.
Sådan skrev Berlingske i sidste uge om Shamima Begum, som avisen The Times fandt i en flygtningelejr i Syrien, efter at hun havde opholdt sig blandt Islamisk Stats tilhængere.
Nu kommer fortsættelsen på Shamima Begums historie, og den er ikke faldet ud til hendes fordel.
Det britiske indenrigsministerium har nemlig annulleret hendes britiske statsborgerskab. Det fortæller hendes familie i Storbritannien ifølge TV-stationen ITV.
Et brev til familien fra det britiske indenrigsministerium beskriver beslutningen i formelle vendinger:
»Se venligst de vedlagte papirer der vedrører Indenrigsministeriets beslutning om at fratage din datter, Shamima Begum, hendes britiske statsborgerskab. På baggrund af din datters forhold er beslutningen blevet afgivet i dag (19. februar), og ordren om at fjerne hendes britiske statsborgerskab er efterfølgende blevet foretaget.«
Brevet opfordrer familien til at gøre deres datter opmærksom på sin nye situation og oplyser om, at det er muligt at appellere beslutningen.

Shamima Begums familie udtrykker via deres advokat Tasnime Akunjee »skuffelse« over beslutningen, og at den i øjeblikket overvejer de juridiske muligheder for at få gjort den om.
Den såkaldte IS-brud har tidligere udtalt, at hun er »parat til at komme i fængsel«, hvis hun skulle få lov til at vende tilbage til Storbritannien.
Den britiske indenrigsminister Sajid Javid har advaret Shamima Begum og andre IS-brude om »at det nødvendigvis måtte have konsekvenser at handle, som de har gjort«. Dette omfattede blandt andet at fratage dem deres statsborgerskab.
Shamima Begum har bedt om lov til at vende tilbage til Storbritannien for at føde et barn, hendes tredje siden hun som 15-årig forlod London for at rejse til Syrien. Hendes to foregående børn er døde som spæde.