Storbritanniens antiterrorpoliti ser en øget trussel mod jødiske og israelske personer og institutioner i Storbritannien.

Det oplyser politiets chef, Laurence Taylor, i en udtalelse torsdag.

Samtidig er landets trusselsniveau blevet hævet til det næsthøjeste niveau.

- Storbritannien har oplevet en gradvis stigning i terroristtrusler i noget tid drevet af både islamistisk og højrefløjsterrorisme, siger politichefen i udtalelsen.

- Vi arbejder desuden mod en uforudsigelig global situation, der har konsekvenser tæt på hjem, herunder fysiske trusler fra stats-tilknyttede aktører.

Landets indenrigsminister, Shabana Mahmood, annoncerer desuden, at der afsættes yderligere 25 millioner pund til en øget sikkerhedsbeskyttelse af jødiske synagoger, skoler, religiøse samlingssteder og samfundscentre.

Det svarer til omkring 217 millioner danske kroner.

Meldingerne fra Storbritanniens ledelse kommer dagen efter, at to jødiske mænd onsdag blev overfaldet med kniv i bydelen Golders Green i den britiske hovedstad, London.

Mændene blev såret, men deres tilstand er stabil.

Storbritanniens politi erklærede onsdag eftermiddag overfaldet for en terrorhændelse.

Ofrene blev i første omgang behandlet af den jødiske ambulancetjeneste Hatzalah og er siden bragt til hospitalet.

Hatzalah har den seneste tid været omtalt i medierne, fordi der i marts blev sat ild til flere af tjenestens ambulancer, som var parkeret netop i Golders Green.

Foruden ildspåsættelserne på Hatzalahs ambulancer og knivangrebene på de to jødiske mænd i Golders Green har der den seneste tid været flere forsøg på brandangreb rettet mod synagoger i London.

/ritzau/