Storbritannien vil skrue op for poliovacciner til børn

Børn mellem et og ni år i London vil blive inviteret til at blive revaccineret mod polio.

Arkivfoto: Det seneste tilfælde af polio i Danmark blev registreret i 1983. Fold sammen
Læs mere
Foto: VALENTYN OGIRENKO
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Storbritannien har iværksat en kampagne, der skal give børn mellem et og ni år i London bedre beskyttelse mod polio.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det sker, efter at det er blevet bekræftet, at virusset er blevet observeret i den britiske hovedstad for første gang siden 1980erne.

De britiske sundhedsmyndigheder har i løbet af i år identificeret 116 poliovirusser i 19 forskellige spildevandsprøver i London.

Myndighederne udsendte i juni den første advarsel om fundet.

Der er endnu ikke blevet identificeret nogen tilfælde hos mennesker, men for at komme et potentielt udbrud i forkøbet styrkes vaccineindsatsen altså.

Det betyder, at børn mellem et og ni år vil blive inviteret til en revaccination mod polio. Det følger en kampagne, der allerede er annonceret, og som har til formål at vaccinere børn, der endnu slet ikke er vaccineret.

I Storbritannien indgår polio som en del af det officielle vaccinationsprogram, fremgår det af det nationale sundhedsvæsens hjemmeside.

Børn og unge i Storbritannien får efter planen poliovacciner, når de er to måneder, tre måneder, fire måneder, tre-fire år, og når de er 14 år.

Der er forskel på immunitetsprocenten i forskellige dele af London.

I gennemsnit ligger niveauet dog under de 95 procent, som Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anbefaler for at kontrollere polio.

I Danmark bliver man som del af børnevaccinationsprogrammet vaccineret tre gang mod polio i løbet af sit første leveår. Som femårig får man en revaccination. Vaccinerne giver tilsammen livslang beskyttelse mod polio.

Danmark indførte i 1955 – som det andet land i verden – vaccination mod polio. Herefter faldt antallet af tilfælde hurtigt.

Seneste tilfælde af polio opstået i Danmark var i 1976. Det seneste importerede poliotilfælde var i 1983. Det skriver Statens Serum Institut.

Siden 1988 har WHO haft som mål at udrydde sygdommen.

Symptomerne ved poliosmitte er ofte relativt milde. De kan vise sig i form af feber, opkast, diarré og ondt i halsen. I de værste og meget sjældne tilfælde kan infektionen dog også føre til meningitis, lammelser og dødsfald.

/ritzau/Reuters