Storbritannien vil senest i marts tage første skridt ud af EU

Premierminister Theresa May fortæller om sin plan få timer før De Konservatives landsmøde.

Den britiske premierminister Theresa May indleder nu arbejdet med Storbritanniens farvel til EU. (arkivfoto) Reuters/Toby Melville
Læs mere
Fold sammen

Premierminister Theresa May siger, at hun vil aktivere artikel 50 i Lissabon-traktaten om udmeldelse af EU inden udgangen af marts 2017.

Det siger hun i et interview til BBC få timer før, at Det Konservative Parti holder landsmøde i Birmingham.

Hun vil i sin tale på landsmødet bekræfte, at det bliver en dato før udgangen af marts, hvor processen går i gang.

Når artikel 50 aktiveres, går en to år lang proces i gang, hvor bodelingen mellem EU og Storbritannien aftales.

Når de to år er gået, træder Storbritannien helt ud af EU.

De britiske vælgere besluttede i juni ved en folkeafstemning, at Storbritannien skal forlade EU.

May siger, at en aftale med EU både skal sikre, at briterne får adgang til EU's indre marked og bevare kontrollen over, hvor mange udlændinge der kommer ind i Storbritannien.

Hun lover, at alle eksisterende EU-love vil blive videreført som britisk lovgivning. Det gælder for eksempel de europæiske regler om lønmodtageres rettigheder.

May siger, at hun ikke vil lade brexit-diskussionen dominere de næste dages landsmøde.

Men internt i partiet er der spændinger mellem den fløj, som sikrede et nej til folkeafstemningen, og de proeuropæiske konservative.

/ritzau/Reuters