Storbritannien vil forbyde sociale medier for børn under 16 år.

Det siger landets premierminister, Keir Starmer, mandag.

Han håber, at lovgivningen vil blive vedtaget inden jul og træde i kraft næste forår.

- Det står klart for mig, at et komplet forbud er det rette valg, siger Starmer.

Premierministeren tilføjer, at vejen mod et forbud ikke bliver nem, men at regeringen vil sætte sig imod de store teknologivirksomheders magt.

I en pressemeddelelse fra Storbritanniens regering lyder det, at landet har planer om at bruge samme model til forbuddet som Australien.

Australien indførte i december det første forbud af sin slags mod sociale medier for unge under 16 år.

I marts viste data fra softwarefirmaet Qustodio, der udbyder såkaldt forældrekontrolsoftware, at en femtedel af teenagere under 16 år i Australien stadig bruger sociale medier trods forbuddet.

Antallet af 13- til 15-årige, der bruger de sociale medier TikTok og Snapchat, er faldet i perioden fra december, hvor forbuddet trådte i kraft, frem til februar.

Flere end 20 procent i aldersgruppen bruger dog stadig de to apps, viser data.

Det er i Australien udelukkende virksomhedernes ansvar at sikre, at brugere er 16 år eller ældre.

Selv om de fleste selskaber har sagt, at de vil overholde de nye regler, har de også advaret om, at ændringen kan ende med blot at skubbe teenagere over til mørkere og mindre regulerede dele af internettet.

Både Danmark og EU arbejder for at hæve aldersgrænserne på de sociale medier.

En politisk aftale i Folketinget om "digital børnebeskyttelse" fra 2025 siger, at aldersgrænsen på sociale medier i Danmark skal sættes til 15 år.

/ritzau/Reuters