Storbritannien nægtede at lukke IS-brud ind: Hun er heller ikke velkommen i Bangladesh

Da det britiske indenrigsministerium tog Shamima Begums britiske statsborgerskab fra hende, argumenterede indenrigsministeren for, at hun formentlig kunne søge statsborgerskab i Bangladesh i stedet. Men det har Bangladesh nu udelukket.

(FILE) BRITAIN GATWICK GIRLS HEAD FOR SYRIA
Dette billede blev uddelt af det britiske politi, da Shamima Begum i 2015 forsvandt. Hun var draget til Syrien for at gifte sig med en hollandsk IS-jihadist. Fold sammen
Læs mere
Foto: LONDON METROPLITAN POLICE / HAND

Det er slet ikke op til diskussion. Shamima Begum, der netop har fået frataget sit britiske statsborgerskab, er ikke velkommen i Bangladesh.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra udenrigsministeriet i Bangladesh, skriver The Guardian.

»Regeringen i Bangladesh er dybt bekymret over, at Begum fejlagtigt er blevet identificeret som en person med dobbelt statsborgerskab,« forklarede landets udenrigsminister Shahriar Alam i en pressemeddelelse, som The Guardian har fået adgang til.

»Bangladesh vurderer, at Shamima Begum ikke er bangladeshisk statsborger. Hun har været britisk statsborger siden fødslen og har aldrig ansøgt om dobbelt statsborgerskab i Bangladesh. Der er ingen tvivl om, at hun ikke kan tillades at komme ind i Bangladesh.«

Han skriver i øvrigt, at Storbritannien slet ikke har henvendt sig til regeringen i Bangladesh, inden beslutningen om at fratage den 19-årige hendes britiske statsborgerskab blev truffet. Udenrigsministeren har kun hørt om sagen gennem medierne.

Pressemeddelelsen kan vise sig at blive en udfordring for Storbritanniens indenrigsminister, Sajid Javid, som hårdnakket har insisteret på, at han ikke ville gøre Shamima Begum statsløs med sin beslutning om at fratage hende statsborgerskabet. Onsdag fastholdt han, at han ikke vil omstøde sin beslutning.

Den 19-årige Shamima Begum forlod Storbritannien som 15-årig for at slutte sig til Islamisk Stat i Syrien. Hun levede i IS’ selverklærede såkaldte kalifat og giftede sig med en hollandsk jihadist. Sammen fik de angiveligt tre børn, men to af dem er døde af underernæring.

Det tredje barn har hun født for ganske nylig i den flygtningelejr, hvor den britiske avis The Times fandt hende højgravid i sidste uge. Det var dér, hun annoncerede, at hun var klar til at vende hjem til Storbritannien.

»Jeg har kun ét statsborgerskab, og hvis I tager det fra mig, har jeg intet. Det tror jeg ikke, de må,« har hun sagt i et interview med BBC, siden hendes statsborgerskab blev taget:

»Det her er en livsændrende beslutning for mig, og de har ikke engang talt med mig.«

Indenrigsministeren forsvarer stadig sin beslutning om at fratage Begum hendes statsborgerskab. Han har imidlertid åbnet op for, at hendes barn – som blev født i weekenden – stadig kan have mulighed for britisk statsborgerskab.

Ifølge BBC har han sagt til Underhuset, at »børn ikke skal lide«:

»Så hvis en forælder mister sit britiske statsborgerskab, påvirker det ikke barnets rettigheder.«

Over for ITV forklarer han i øvrigt, at han ikke har taget en beslutning om at gøre Shamima Begum statsløs. Hans begrundelse synes at være, at der stadig var en mulighed for, at hun kunne søge statsborgerskab i Bangladesh, da han tog beslutningen:

»Jeg har ikke tænkt mig at tale om individuelle personer, men jeg kan være meget klar angående én pointe: Jeg ville ikke tage en beslutning – og jeg tror heller ikke, at nogen af mine forgængere har taget en beslutning – som på det tidspunkt beslutningen blev taget, ville gøre en person statsløs.«

Labours indenrigsordfører, Diane Abbott, har dog anklaget Javid for at have frataget Begum hendes statsborgerskab på et »vilkårligt grundlag«. Hun har i Underhuset påpeget, at regeringen to gange før er blevet underkendt i lignende sager, skriver The Guardian.

Begge gange har regeringen forsøgt at tage det britiske statsborgerskab fra terrormistænkte på det grundlag, at de kunne søge statsborgerskab i Bangladesh. Begge gange har retten imidlertid dømt den begrundelse ude.

Eksperterne i Storbritannien er uenige om, hvorvidt det juridiske grundlag for indenrigsministerens beslutning holder. Ifølge paragraf 40 (2) i den britiske såkaldte »Nationality Act« kan Storbritannien fratage personer deres statsborgerskab. Men for at det kan lade sig gøre, skal det både bevises, at vedkommende »ikke er til gavn for offentligheden« – og at personen i givet fald ikke bliver statsløs.

Det er nemlig i strid med både paragraf 40 (2) og international lov at gøre borgere statsløse. Og det er, hvad kritikerne hæfter sig ved, når de siger, at Storbritannien ikke må tage Shamima Begums statsborgerskab.

Men der står også i paragraffen, at en fratagelse kan forsvares, hvis der er »rimelig grund til at tro«, at personen er i stand til at blive statsborger i et andet land. Det har indenrigsministeren indtil nu argumenteret for, at der er. Men Bangladesh kan netop have punkteret argumentet.