Storbritannien giver Nordkorea skylden for massivt cyberangreb

Den verdensomspændende computervirus »WannaCry«, der ramte mere end 300.000 computere, kom fra Nordkorea. Det mener Storbritanniens viceminister for sikkerhed, der føler sig sikker i sin overbevisning.

Foto: Ritchie B. Tongo. »Nordkorea er den stat, som vi mener, var involveret i dette verdensomspændende angreb«
Læs mere
Fold sammen

Mere end 300.000 computere i 150 lande blev ramt af det massive cyberangreb »WannaCry«. Og det var Nordkorea, der stod bag. Det mener Storbritanniens viceminister for sikkerhed, Ben Wallace.

»Vi er ret så overbeviste om, at angrebet kom fra en fremmed stat. (..) Nordkorea er den stat, som vi mener, var involveret i dette verdensomspændende angreb,« siger Ben Wallace til mediet BBC.

Og viceministeren føler sig sikker i sin overbevisning, han dog ikke vil uddybe yderligere.

»Vi er så sikre, som vi overhovedet kan være. Jeg kan selvfølgelig ikke gå ind i detaljerne om det her, men der er bred enighed mellem en række lande om, at Nordkorea har en stor rolle i det her,« siger Ben Wallace til BBC.

»WannaCry« ramte en tredjedel af Englands hospitaler, hvilket betød, at mindst 6.900 aftaler med borgere blev aflyst. Det kunne, ifølge den britiske Rigsrevision, have været afværget med basale IT-sikkerhedsprogrammer.

»Det var et relativt usofistikeret angreb, og det kunne have været afværget, hvis National Health Service (det engelske sundhedsvæsen, red.) havde fulgt nogle helt basale IT-sikkerhedsforanstaltninger,« siger Amyas Morse, der er chef for Rigsrevisionen til mediet Bloomberg.

Cyberangrebet WannaCry låser de ramte computere ned, hvorefter bagmændene kræver en pengesum for igen at låse den op. På den måde fungerer det som afpresning, hvilket indenfor cyberkriminalitet kaldes for en »Ransomware«.