Det britiske udenrigsministerium har fredag opdateret deres rejsevejledning til briter, der ønsker at rejse til Danmark.

Nu skriver ministeriet, at »terrorister sandsynligvis vil forsøge at udføre angreb i Danmark«.

På en tidligere version af hjemmesiden stod der, at »terrorangreb i Danmark ikke kan udelukkes«.

Derudover skriver ministeriet, at myndighederne i Danmark med succes har afværget et antal planlagte angreb.

Det fremgår ikke, hvad den konkrete årsag til skærpelsen er.

Søndag ændrede det britiske forsvarsministerium ligeledes sin rejsevejledning for rejsende, der ønsker at besøge Sverige.

Her lyder vurderingen nu, at det er »meget sandsynligt«, at terrorister vil forsøge at udføre angreb.

Det sker efter den militante islamistiske bevægelse al-Qaeda har udsendt en erklæring, hvor der opfordres til angreb på Danmark og Sverige.

Torsdag hævede Sverige terrortrusselsniveauet i landet fra 3 til 4. Det højeste niveau er 5.

Det er første gang siden 2016, at terrortruslen i Sverige har været så høj.

Både i Danmark og Sverige har der været flere tilfælde af koranafbrændinger foran mellemøstlige landes ambassader. Det har ført til stor vrede i lande med overvejende muslimske indbyggere.

I begge lande har man skærpet grænsekontrollen som følge af udviklingen.

I Danmark har Politiets Efterretningstjeneste (PET) ikke hævet trusselsniveauet efter udviklingen i den seneste tid.

Den er fortsat vurderet som »alvorlig«, som svarer til niveau 4 ud af 5 ifølge PET.

Heller ikke ændringen i den britiske rejsevejledning får PET til at ændre trusselsniveauet. Det oplyser PET til Ritzau.

Truslen er dog alligevel blevet skærpet den seneste tid.

»Som PET tidligere har oplyst, har den seneste tids koranskændinger i Danmark medført en betydelig, negativ opmærksomhed fra blandt andet militante islamister,« skriver PET.

»Derfor vurderer PET, at terrortruslen er skærpet inden for det aktuelle niveau,« lyder det videre.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.