Stor redningsaktion: 182 mennesker kæntrede i Den Engelske Kanal
Det fik fatale konsekvenser, da mennesker på flugt forsøgte at krydse Den Engelske Kanal for at nå til Storbritannien.

Det fik fatale konsekvenser, da mennesker på flugt forsøgte at krydse Den Engelske Kanal for at nå til Storbritannien.

Der udspillede sig en tragedie i Den Engelske Kanal i weekenden.
Kanalen er farvandet, der adskiller Storbritannien fra det nordlige Frankrig.
Ruten er blevet en migrationsrute, som menneskesmuglere bruger til at sejle flygtninge til Storbritannien.
I minusgrader og iskoldt farvand forsøgte 182 mennesker at krydse havet. Det var, indtil de blev ramt af udfordringer til søs fredag i sidste uge.
Det vakte bevågenhed, og de franske myndigheder udsendte den ene redningsaktion efter den anden efter den tredje efter den fjerde.
I de tidlige morgentimer søndag måtte franske myndigheder melde, at det blev en ulykkelig slutning for fem af personerne ombord ud for kysten ved Wimereux i Pas-de-Calais i Frankrig, mens 177 blev reddet.
Det skriver The Guardian.
Ifølge myndighederne var det nogle »meget intense timer«, hvor flere personer ombord nægtede at modtage hjælp.
Samtidig ville de ikke tvinge folk til at flytte fra de små både til redningsfartøjer, da det indebar en risiko for, at de ville falde i det iskolde vand.
Billeder af dem, der blev reddet, viste flere små børn pakket ind i varmetæpper.
Der er øget bekymring for, at flere migranter vil forsøge at tage turen i det kolde vejr og risikere at omkomme inden for få minutter, hvis de falder i havet.
»Vi kommer ikke til at give op. Vi er klar til at kæmpe mod maritime krydsninger, og vi er klar til at redde liv,« sagde Jacques Billant, en talsmand fra de franske myndigheder i Pas-de-Calais-regionen.
Det er kriminelle smuglernetværk, der udsætter migrantbefolkningen for unødvendig risiko ved at ty til farligere og farligere metoder – også om vinteren.
Vandtemperaturen er lige nu syv grader. I tilfælde af at bådene synker, er levetiden begrænset til ti minutter, vurderer de franske myndigheder ifølge The Guardian.
»Det, der foregår, er menneskehandel. På politisk plan bliver vi nødt til at ændre situationen og slå næven i bordet sammen med englænderne,« sagde borgmesteren i den franske by Wimereux, Jean-Luc Dubaële:
»Migranter vil gerne til England, fordi de bliver taget godt imod der. Der kan de arbejde uden problemer. Vi skal tilbage til bordet med England og omarbejde Le Touquet-aftalerne (aftaler underskrevet i 2003, som giver mulighed for at styrke grænsekontrollen, red.)«