Stop hysteriet: Trump vil være præsident otte år endnu

Hver dag har en ny katastrofeartikel om præsident Trump. Men slå koldt vand i blodet. Det går fint med økonomien og sindene vil snart lægge sig, mener førende borgerlige kommentatorer. Trump vil sidde otte år endnu, hvis han altså ikke selv ødelægger der hele.

epa05866735 US President Donald J. Trump holds a listening session on health care with truckers and CEOs from American Trucking Associations in the Cabinet Room at the White House, in Washington, DC, USA, 23 March 2017. EPA/Molly Riley / POOL Fold sammen
Læs mere
Foto: Molly Riley / POOL

Fra de etablerede nyhedsmedier i USA tilflyder der offentligheden en strøm af katastrofeartikler. Snart har Trump fornærmet kansler Merkel, så har han løjet om Obama og så underminerer han hele det amerikanske demokrati. Der er ingen ende på den type artikler og de ender som regel også i europæisk presse - endda ofte med dobbelt skrue. Normalt har amerikanske præsidenter 100 dage før medierne er kritiske, men de har været efter Trump fra dag ét. Med god grund siger mange borgerlige kommentatorer, for han har selv været ude om det.

Således var det opsigtsvækkende at læse Wall Street Journals leder fra 23. marts. Her lagde den borgerlige avis ikke fingrene imellem, men kritiserede skarpt Trump for at skade præsidentembedet: »med sin endeløse strøm af overdrivelser, udokumentérbare anklager, tvivlsomme benægtelser og andre løgnagtigheder.« Om beskyldningerne mod fhv. præsident Obama for at have aflyttet ham i Trump Tower skrev Wall Street Journal, at præsidenten klynger sig til disse udokumenterede beskyldninger »som en drukkenbolt holder fast i sin tomme gin-flaske.«

Til det må man sige, at de seneste oplysninger fra Devin Nunes, der er senator og formand for Senatets udvalg vedr. efterretningstjenester, tyder på, at der rent faktisk foregik en slags overvågning af folk i Trumps stab og at ginflasken altså ikke var helt tom. Nunes sagde bl.a.: »Jeg har fået bekræftet, at efterretningstjenester ved flere lejligheder tilfældigt har indsamlet informationer om amerikanske borgere, der var involveret i Trumps overgangsadministration.« Han tilføjede, at navne på disse folk slap ud og havnede i pressen. Blandt amerikanske borgerlige medier er der nu et forstærket krav om yderligere undersøgelser.

Interesant nok har Wall Street Journal været tilbageholdende med at skrive om denne udvikling og historien om Wall Street Journal er endnu mere interessant som pressehistorie end blot spørgsmålet om en halvtom ginflaske. Wall Street Journal var nemlig  temmelig postiv over for Trump både før og efter valget. Det medførte en oprørsk stemning blandt journalisterne, der ikke ville have siddende på sig, at de var ansat på et medie, der støttede Trump. Derfor måtte chefredaktør Gerard Baker gå på kompromis og den seneste Trump-kritiske ginleder skal sandsynligvis også ses på baggrund af, at journalisterne - der er lige så venstreorienterede som i Europa - delvist har sejret.

Men når man med en vis sindsro kan konkludere, at Trump vil blive siddende et godt stykke tid, hvis han da ikke skyder sig i foden med nye tweets, så er det fordi, at økonomien kører forrygende. Generelt er aktierne steget og den underliggende struktur ser lovende ud. Selvfølgelig er meget usikkert på længere sigt og alle analytikere er også forsigtige, men det er svært for dem at skjule deres optimisme og som nationalbankdirektør Yanet Yellen sagde på sidste pressemøde: »Det simple budskab er, at økonomien går godt«

Det er beroligende midt i al mediehalløjet at læse den indsigtsfulde kommentator Charles Krauthammer. Han slår normalt sine folder i Washington Post, men bruges af alle medier, fordi han er troværdig og skarp. I tidsskriftet National Review har han en analyse, der er værd at referere. Krauthammer skriver, at det amerikanske system virker: »Donald Trumps triumf sidste år var baseret på et frontalt angreb på Washington etablissementet (...) to måneder inde i præsidentskabet har vi reaktionen. Vort systems kontrol og balance har vist sig at være ganske levende.« Krauthammer skriver, at modstanden mod Trumps dekreter og hans autoritære adfærd har vist sig at være sejlivet og stærk, ganske som Forfatningens fædre havde tænkt sig. Der er modstand både i Kongressen, Senatet, administrationen, domstolene og medierne mod dele af Trumps politik og han må indgå kompromis og erkende nederlag hver eneste sag, skriver Krauthammer.

Om medierne skriver Krauthammer: »Trump har ret. Medierne er oppositionspartiet. Og endda en rasende opposition, der ofte hengiver sig til afskyvækkende overdrivelser. Det er nogle gange pinligt at læse forsiderne i vore større dagblade, plastret til som de er med anti-Trump ledere, som er forklædt som nyheder. Men ikke desto mindre, hvis man betragter det hele fra lang afstand, så er dette bedre end en presse, der føjeligt er nede på knæene, hvor den var i det meste af Obama-perioden som en slavisk udgave af Pravda. Alle demokratier behøver en oppositions-presse. Og vi har fandme en nu.«