Stoltenberg mødes mandag med Erdogan og Sveriges statsminister

NATOs generalsekretær gør mandag et nyt forsøg på at få Tyrkiet til at give grønt lys til Sverige i NATO.

Arkivfoto: Jens Stoltenberg mødes mandag eftermiddag med Sveriges statsminister og Tyrkiets præsident. FRANCOIS WALSCHAERTS

Tiden er ved at løbe ud, hvis NATO skal byde Sverige velkommen i alliancen på næste uges topmøde i Litauens hovedstad, Vilnius.

NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, vil mandag gøre et nyt forsøg på at få et gennembrud i forhandlingerne.

»I går (torsdag, red.) mødtes jeg med udenrigsministrene fra Tyrkiet, Sverige og Finland. Vi havde et konstruktivt møde, og vi gjorde fremskridt. Men der er stadig huller, der skal lukkes,« siger Jens Stoltenberg.

Han vil »mandag eftermiddag« mødes med Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, og Tyrkiets præsident, Recep Erdogan, i Vilnius.

Dermed når spørgsmålet om Sveriges medlemskab op på det højeste politiske niveau dagen før topmødet.

»Vi vil se på, hvor der er politiske uenigheder mellem Sverige og Tyrkiet. Det er vejen til at finde en løsning.«

»Min melding er, at Sverige har leveret på den aftale, der blev indgået på topmødet i Madrid sidste år. Men Tyrkiet har bekymringer for sin sikkerhed. Det sætter vi os ned og diskuterer,« siger Stoltenberg.

Han understreger, at det både vil være godt for sikkerheden i Sverige, Tyrkiet, den baltiske region og NATO som helhed at få Sverige med i NATO.

/ritzau/