Tokyo. Støvprøver fra en fjern asteroide, som er indsamlet af en japansk rumsonde, er natten til søndag dansk tid ankommet til Jorden.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Prøverne, der er taget fra asteroiden Ryugu omkring 300 millioner kilometer fra vores planet, er planmæssigt landet i Australien natten til søndag dansk tid.
Rumkapslen med prøverne er blevet fundet i intakt stand, oplyser Japans rumfartsinstitut, Jaxa.
- Helikopteren, der fragter kapslen, er ankommet til det lokale hovedkvarter, og kapslen er bragt ind i bygningen, skriver Jaxa i et tweet ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Kapslen blev lørdag frigivet fra den ubemandede rumsonde Hayabusa2 i cirka 220.000 kilometers afstand fra Jorden.
Over den australske outback blev der udløst en faldskærm, som dæmpede kapslens fart for at sikre en blid landing.
- Det her er stort, siger Yuichi Tsuda, projektchef ved Jaxa, til den japanske tv-station NHK.
- Det var smukt, siger han om kapslens tilbagevenden til klodens atmosfære.
- Vi er alle meget berørte, fortæller han.
Japans rumfartsinstitut vil senere søndag holde et pressemøde om missionen.
Forskere håber, at det indsamlede materiale, der ikke ventes at udgøre mere end 0,1 gram, kan give ny viden om universets oprindelse og livets opståen på Jorden.
- Det, vi i virkeligheden forsøger her, er at undersøge denne uberørte sten, som ikke er blevet bestrålet af solen, siger astrofysiker Lisa Harvey-Smith til den australske tv-station ABC.
Hayabusa2, der indledte missionen i 2014, var fire år om at nå frem til Ryugu. I november 2019 blev der taget prøver fra asteroiden, hvorefter Hayabusa2 begyndte færden tilbage.
Asteroider menes at være dannet i solsystemets begyndelse, og forskere siger ifølge Reuters, at Ryugu muligvis kan indeholde organisk materiale, som kan have bidraget til liv på Jorden.
/ritzau/