Største massefængsling siden Anden Verdenskrig: Muslimer bliver hjernevasket

Hundredtusindvis af muslimer bliver udsat for hjernevask og tortur i kinesiske fangelejre, viser læk af dokumenter.

Denne bygning i Xinjiang-provinsen menes at være en lejr, hvor regionens muslimer udsættes for indoktrinering. Fold sammen
Læs mere
Foto: GREG BAKER

Lækkede dokumenter bekræfter for første gang, hvordan det kinesiske styre systematisk hjernevasker mindst én million muslimer i såkaldte genopdragelseslejre. Her bliver de udsat for tortur og indoktrinering.

Det skriver flere britiske medier, der er en del af det undersøgende netværk af journalister ICIJ.

Hidtil har de kinesiske myndigheder hævdet, at opholdet i lejrene er frivilligt, men den forklaring bliver skudt i sænk af de hemmeligstemplede dokumenter.

Det vurderes, at op mod en million uighurmuslimer bliver tilbageholdt i lejrene. Det er den største massefængsling af en religiøs eller etnisk gruppe siden Anden Verdenskrigs tyske koncentrationslejre. Lejrene er blevet etableret i det vestlige Kina over de seneste tre år. Det har sattellitbilleder afsløret. Hvad der er nøjagtigt foregår i lejrene har dog været et mysterium, og er det til dels stadig trods afsløringen.

Streng disciplin og straf

De lækkede dokumenter omfatter blandt andet en instruks sendt fra kommunistpartiet til lederne af lejrene.

Her fremgår det blandt andet, at lejrene skal fungere som fængsler. Det inkluderer streng disciplin og straf.

Ifølge instruksen skal de indsatte først løslades, når de kan bevise, at de har ændret adfærd og trosretning.

»Det er svært at se dette som andet end en massehjernevask, der er udviklet til en etnisk gruppe,« siger Ben Emmerson, der menneskeretsadvokat og rådgiver for uighurmuslimerne, ifølge BBC.

»Det er en total transformation, der er udviklet til helt at udslette de muslimske uighurer i Xinjiang som kulturel gruppe fra Jordens overflade,« siger han.

I dokumenterne fremgår det, at fangerne kan sidde i lejrene for evigt, hvis de ikke viser tegn på ændret adfærd. Som minimun skal de sidde fanget i ét år.

Føjelighed giver fangerne point

Fangerne er under total fysisk kontrol. Alle bygninger, gange og lokaler er låste, og politivagter sørger for, at ingen kan undslippe.

I fængslerne føres et pointsystem, skriver avisen The Guardian. De indsatte får point for at udvise »ideologisk transformering,« »føjelighed,« eller »gode træningsfremskridt.« Den eneste kontakt som de indsatte må have med omverdenen er et ugentligt telefonopkald og et månedligt videoopkald. Det kan dog blive taget fra de indsatte som straf for uønsket opførsel.

Hele komplekster er under total videoovergågning »uden nogle blinde vinkler« døgnet rundt.

Kinas ambassadør i Storbritannien afviser ifølge BBC historien og kalder sagen »fake news«. Ambassadøren i Storbritannien, Lia Xiaoming, mener, at lejrene er med til at beskytte den muslimske befolkning.

Han hæfter sig ved, at der ikke har været et eneste terrorangreb i Xinjiang-provinsen i de seneste tre år.

»Der er nu social stabilitet og samling blandt etniske grupper. Folk lever nu et lykkeligt liv med en meget stærkere følelse af mening og tryghed,« siger han ifølge BBC. Ritzau