Næsten uanset hvem han lægger sig ud med, har den italienske stjernejournalist og -forfatter Roberto Saviano prøvet det, der er værre.
Han blev berømt langt ud over Italiens grænser, da han i 2006 udgav bogen Gomorrah, som i hidtil uset detaljegrad kortlagde den magtfulde Camorra-mafias arbejdsmetoder, forretningsmodel og brutalitet.
Siden da har han levet under omfattende politibeskyttelse, men det har ikke forhindret ham i at skrive flere afslørende bøger om den berygtede italienske underverden.
Denne gang har han dog lagt sig ud med den måske mest magtfulde enkeltperson i Italien:
Premierminister Giorgia Meloni, som han nu risikerer op til tre års fængsel for på sin ret direkte facon at have kaldt et svin.
Det resulterede i et sagsanlæg for æreskrænkelse, som torsdag bliver afgjort ved retten i Rom – og som har genstartet en debat om landets drakoniske æreskrænkelseslove.
Det skriver The Guardian.
Sagen tager sit udspring tilbage i 2020, hvor Roberto Saviano i hårde vendinger kritiserede de to mest markante partiledere på den italienske højrefløj Giorgia Meloni og Matteo Salvini for deres retorik om flygtninge, der døde på Middelhavet.
Særligt pikeret var han over, at de to politikere, der sidenhen blev premierminister og vicepremierminister, udviste stor modstand mod, at velgørenhedsorganisationer hjalp til med at redde forliste flygtninge op af det ellers så dødelige middelhav.
»Alt jeg kan sige er: Svin, hvordan kan I gøre det? Meloni, Salvini: Svin,« sagde Roberto Saviano i tv-interviewet fra 2020.
På kant med loven
Sagsanlægget mod Roberto Saviano har fået kritik fra den globale organisation for forfattere, Pen International, hvorfra talsperson Sabrina Tucci opfordrer den italienske premierminister til at trække sagsanlægget tilbage.
»At man modsiger regeringens holdninger, bør ikke være ensbetydende med, at man kommer på kant med loven,« siger Sabrina Tucci.
Matteo Salvini har for helt andre udtalelser anlagt sag om æreskrænkelse mod Saviano, ligesom også italiens kulturminister Gennaro Sangiuliano har lagt sag an mod forfatteren, som ministeren dog tabte tidligere i år.
I Italien kan æreskrænkelse give mellem seks måneder og tre år i fængsel, og landets højesteret har tidligere opfordret landets lovgivere til at lempe betragteligt på straffene på området.
Siden hun kom til magten i 2022, har Meloni udover Roberto Saviano også sagsøgt journalister ved avisen Domani.
I 2023 rangerede Italien ifølge den internationale organisation Journalister Uden Grænser som nummer 41 i verden, når det kommer til pressefrihed. Til sammenligning ligger Danmark nummer tre.




