»Jeg elsker lugten af napalm om morgenen«. Denne hårrejsende replik, der er blevet en af de mest berømte i filmhistorien, stammer jo fra Francis Ford Coppolas vældige Vietnam-film »Dommedag nu«. Og den siges af en hårdhudet amerikansk officer, der hedder Kilgore og spilles af Robert Duvall, som alene med den rolle har sikret sig en varig plads i filmhistorien.

Men den nu 80-årige veteran har medvirket i utroligt meget andet, skønt titlerne på mange af hans film sandt at sige ikke får nogen klokker til at ringe hos én. Robert Duvall har nemlig været mere flittig end kritisk i sin tæt pakkede karriere, men han er aldrig gået på akkord med sine egne præstationer, der i både gode og mindre gode film er præget af dæmpet troværdighed.

Netop det dæmpede er næsten en slags varemærke hos Duvall. Han råber sjældent, men har den egenskab, at han ved at sænke stemmen kan suge al opmærksomhed til sig, fordi han både verbalt og fysisk besidder en kolossal intensitet. Og på den måde kan han gøre både helte og skurke, politifolk og kriminelle, prædikanter og cowboys til troværdige og interessante figurer.

Som ung gik han - efter to år i hæren - på teaterskole i New York, hvor han delte lejlighed med Dustin Hoffman og var gode venner med Gene Hackman. Han filmdebuterede i 1956 i Robert Wises boksefilm »Kampen mod fortiden«, og det første højdepunkt i karrieren kom, da han i 1972 spillede mafia-sagføreren Tom Hagen i Francis Ford Coppolas brillante »The Godfather«.

Den præstation indbragte Duvall en af i alt seks Oscar-nomineringer, og en Oscar har han også fået, nemlig for sit vemodige spil som falleret countrysanger i Bruce Beresfords lavmælte »Den sidste drøm« fra 1983. I den film synger Duvall i øvrigt et par sange, som han selv komponerede.

Siden da har Robert Duvall overvejende kunnet ses i biroller i vidt forskellige typer film spændende fra Volker Schlöndorffs »Tjenerindens fortælling« til Joel Schumachers »Falling Down«. Han har også gjort sig gældende i flere TV-serier, først og fremmest den nu klassiske »Lonesome Dove«, og han har desuden selv instrueret en lille håndfuld film, bl.a. »Angelo My Love« fra 1983 og »The Apostle« fra 1997, uden større kommerciel succes.

Senest har vi herhjemme set den alsidige Robert Duvall i John Hillcoats postapokalyptiske fabel »The Road« med Viggo Mortensen i hovedrollen. Duvalls rolle er kun ganske lille, men det er typisk for denne særegne skuespillers altid stærke og ægte udstråling, at man husker den alligevel.