Stenbuk skal genrejse Norges troldpik inden weekenden

Norsk entreprenør lover, at speciel stenformation i det sydvestlige Norge er på plads i denne uge.

Den norske stenformation Troldpikken blev knækket under hærværk i juni. Den sættes på plads inden weekenden, lover entreprenør. Scanpix/Inge Aalbu/arkiv Fold sammen
Læs mere

Norske håndværkere er klar til at rejse den store stenformation Troldpikken, som i sidste måned blev knækket i et tilsyneladende hærværk.

Lokale initiativtagere har indhentet grundejernes tilladelse til projektet, og det store stenstykke vil i denne uge blive sat fast på klippen igen ved Eigersund i det sydvestlige Norge.

Entreprenøren Bertelsen og Garpestad vil ordne sagen, inden de tager på ferie fredag. Til formålet har de fået fremstillet en stenbuk af Aker Solutions.

»Den er over syv meget høj. Troldpikken skal placeres mellem fødderne i et svejset A. Den er 4,5 meter mellem fødderne,« siger Sverre Garpestad til avisen Stavanger Aftenblad.

I slutningen af maj blev Troldpikken - eller på norsk Trollpikken - fundet knækket og liggende på jorden.

Der var flere dybe borehuller i stenen, skrev lokalavisen Dalane Tidende.

En lokal fotograf, Kjetil Bentsen, der i avisen Fædrelandsvennen omtales som "Trollpikkens far", var i færd med at gøre den karakteristiske stenformation til en attraktion for turister.

»Den kunne have skabt mange arbejdspladser. Ikke mindst af den slags hvor uddannelse er mindre vigtig. Det er virkelig synd,« sagde Bentsen til fvn.no i juni.

Lokale indsamlede i løbet af kort tid et større beløb til at få stenen på plads igen.

Den stenbuk, der skal benyttes til genrejsningen, skulle efter planen være fløjet ind i et stykke. Men det ville kræve en vældig stor helikopter, og det blev for dyrt.

Derfor har man besluttet at samle stenbukken og flyve delene ind i en mindre helikopter. Den skal så svejses sammen på stedet.

/ritzau/NTB