Søndag blev et nervepirrende skæbnevalg afgjort i det østeuropæiske land Moldova.
Den proeuropæiske præsidentkandidat, Maia Sandu, løb afsted med sejren og flertallet af befolkningens stemmer, mens den prorussiske Alexandr Stoianoglo fik et tilbageslag.
Men vejen dertil har været præget af forsøg på russisk indblanding lyder det fra flere sider. Der er meldinger om både køb af stemmer og bombetrusler ved valgsteder.
Ifølge Tyskland har der været gang i et »massivt koordineret forsøg« på at forhindre moldovere i udlandet i at stemme, skriver det britiske medie The Guardian.
Valgsteder i Hamburg, Frankfurt, Kaiserslautern og Berlin har været ramt af bombetrusler, hvilket en talsperson for det tyske udenrigsministerium kalder for »fuldstændig uacceptabelt«.
Tysklands udenrigsminister, Annalena Baerbock, lykønsker Maia Sandu i et opslag på X. Samtidig beskriver hun, at stemmekøb, manipulation og bombetrusler mod moldoviske valgsteder i Tyskland er udtryk for, at den russiske præsident, Vladimir Putin »ikke viger tilbage for noget«.
The Guardian skriver, at der også har været falske bombetrusler ved valgsteder i Liverpool og Northampton i Storbritannien med formålet at forhindre folk i at stemme.
USAs siddende præsident Joe Biden lykønsker Maia Sandu. Men han kaster også lys på russisk indblanding:
»I flere måneder forsøgte Rusland at underminere Moldovas demokratiske institutioner og valgprocesser. Men Rusland fejlede. Det moldoviske folk har brugt deres demokratiske ret til at vælge deres egen fremtid, og de har valgt at følge en vej, der er på linje med Europa og demokratier overalt,« lyder det i en erklæring fra Det Hvide Hus.
Et skridt tættere på EU
Weekendens valg var den anden runde af det moldoviske præsidentvalg.
I første runde fik den proeuropæiske Maia Sandu 42 procent af stemmerne, mens Alexandr Stoianoglo fra det prorussiske Socialistparti fik 26 procent af stemmerne.
Da ingen af de to kandidater fik de påkrævede 50 procent, skulle der stemmes igen.
Under den første runde mener moldovisk politi, at der har været tilfælde af valgsvindel, hvor stemmer er blev et købt. Politiet mener, at den russiskstøttede oligark Ilan Shor står bag.
Moldova har i årevis skiftet mellem at være hovedsageligt provestligt eller prorussisk – alt efter hvem, der sad i regering.
Ukraine grænser op til både Moldova og Rusland. Siden Rusland invaderede Ukraine, har Moldova i højere grad forsøgt at komme tættere på Vesten.
At Maia Sandu har vundet, er i sig selv en sejr, når det gælder Moldovas ambitioner om at komme med i EU. Men naturligvis også for Maia Sandu selv, som nu kan fortsætte på posten fire år endnu.
Regeringen frygtede russisk sabotage forud for anden runde, og Sandu har selv advaret om indblanding i valget:
»Tyve vil stjæle vores stemmer og vores land, men folkets magt er uendeligt større end alle deres rænkespil,« lød det fra præsidenten søndag, da hun afgav sin stemme i Moldovas hovedstad, Chisinau.
Genvalget af Sandu kommer, blot to uger efter at det moldoviske folk vedtog en forfatningsmæssig folkeafstemning til støtte for medlemskab af EU.
Her stemte et meget lille flertal for.