Status på de 4 målsætninger

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Første mål: Tilintetgør terrorismen

Terrorisme – altså at sprede rædsel blandt almindelige mennesker – har selvfølgelig altid eksisteret. Såvel et desperat mindretal (som tjetjenerne) som en modbydelig despot (som Stalin) bruger terror som et effektivt middel for at fremme sin sag. USA har selv været ramt af hjemlig terror masser af gange – eksempelvis da en hvid højreekstremist i 1995 sprængte en bygning og dræbte 168 mennesker i Oklahoma City.

Efter 9-11 erklærede Bush en ualmindelig ambitiøs krig mod terror: Den skulle simpelthen tilintetgøres. Den krig, han igangsatte, ville vare længe – og den ville ikke være som andre kampe, som USA havde været involveret i. Ikke nogen hurtig ny Golf-krig. Ikke nogen gentagelse af de Balkan-krige, hvor luftbombardementer var nok. Det her, lod præsidenten forstå, var alvor. Al terror, der på nogen måde kunne tænkes at ramme Amerika, skulle fjernes.

Missionen er både dumpet og lykkedes.

Eksperter anslår, at der i dag er mindst lige så mange terrorbevægelser med global rækkevidde, som der var for ti år siden – måske endda flere. Den generation af islamistiske terrorister, som stod bag 9-11, voksede især op som hellige krigere i Afghanistan i 1980erne og i Tjetjenien og på Balkan i 1990erne. I dag er den nye gruppe af islamister rekrutteret blandt unge, der har oplevet krigene i Afghanistan og Irak som amerikanske overgreb på islam.

Succesen er selvfølgelig, at det er lykkedes at få bugt med Osama bin Laden – og på den måde skære hovedet af slangens krop, som man siger. Det al-Qaeda, som Bush lovede at jagte i hver en afkrog, er nu uden dets mytiske leder – og det er en kolossal sejr for Amerika. Andre topledere er også fanget eller dræbt – ikke mindst Khalid Sheikh Mohammed, manden, der stod bag terrorangrebet på USA, og som nu sidder i Guantanamo. Løftet om at fange bin Laden, uanset hvor lang tid det måtte tage, er indfriet. USA glemmer aldrig, hvem der ramte USA, som præsident Obama sagde forleden: Vi finder jer.

USA er kommet langt i terrorbekæmpelsen, men krigen kan ikke vindes endeligt.

Andet mål: Stands statslig støtte til terror

Udenrigspolitik handler om at fremme et lands egne interesser, og derfor har Amerika historisk valgt at samarbejde med selv nogle af klodens allerværste. Logikken har været, at det godt kan være, at en fremmed leder var et dumt svin, men hvis han bare var på USAs side, så man gennem fingrene med det.

Efter 9-11 ønskede Bush at ændre den praksis: I et moralsk ærinde meddelte præsidenten, at resten af verden havde valget mellem at være USAs ven eller fjende, og hvis en nation, uanset hvor på kloden, på nogen måde støttede terror, ville den blive betragtet som en fjende. Striben af onde lande – herunder de tre i »ondskabens akse«, som Bush proklamerede, nemlig Iran, Iran og Nordkorea – var lang, og, forstod man på præsidenten dengang, nu skulle de få en på lampen.

Missionen er mest mislykkedes.

Masser af lande er i dag mindst lige så stærke sponsorer for terrorisme, som de var for ti år siden – hvis ikke endnu stærkere. Tænk på præstestyret i Iran, der betaler for Hezbollah i Libanon og for Hamas i Palæstina. Tænk på familiediktaturet i Syrien, som ligeledes er velkendte sponsorer for terrorister i Mellemøsten. Tænk på det korrupte Pakistan, som et eller andet sted i systemet støtter eller holder hånden over nogle af de værste terrorister fra al-Qaeda, Lashkar-e-Taiba og Taleban. Eller tænk på det håbløse Somalia, hvis støtte til al-Shabab-terroristerne går langt ind i regeringskontorerne.

Ingen af disse lande er i dag i nærheden af at risikere at få med Amerika at bestille. Tværtimod er såvel det amerikanske militær som landets statskasse strakt så langt af et årtis krige i Afghanistan og Irak, at magthavere i Teheran, Damaskus, Islamabad, Mogadishu og andre steder kan sove forholdsvist roligt om natten – selv om de åbenlyst støtter terror.

USA strakte buen for vidt, da det lovede at standse statsstøttet terror.

Tredje mål: Spred vores idealer

To af den frie verdens allervigtigste dokumenter er amerikanske: først Uafhængighedserklæringen fra 1776, dernæst de ti tillæg til Forfatningen i 1789, som udgør demokratiernes vugge. De idealer, som Vesten har kæmpet for lige siden, er velkendte: Retten til at stemme ved frie valg, at ytre os, at vælge religion, at få en fair rettergang og at beskytte den enkelte borger mod en for stærk stat. De, der angreb Amerika, var alle politikere dengang og i øvrigt også i dag enige om, stod for de stik modsatte værdier: Tvang og overgreb. For at vinde den langsigtede kamp mellem »frihed« og »frygt« måtte amerikanerne ufravigeligt stå fast på dets idealer, indprentede Bush sine medborgere umiddelbart efter terroren. Ellers ville mørkets kræfter ende med at vinde.

Missionen er både dumpet og lykkedes.

USA har under krigen mod terror ofte forbrudt sig mod dets egne principper – især under de første år med Bush: Tænk på oprettelsen af hemmelige CIA-fængsler, hvor mistænkte blev udsat for hårdhændet behandling af forhørsledere i tredjeverdenslande. Tænk på Guantanamo-lejren, hvor indsatte stadig er spærret inde uden rettergang, og hvor behandlingen af fanger, eksempelvis simuleret drukning, af Obama-regeringen er betegnet som tortur. Tænk på de uhyrligheder, som fandt sted i Abu Ghraib-fængslet uden for Bagdad.

USA har imidlertid også kæmpet for dets principper – især i Afghanistan og Irak, to evighedsdiktaturer, som nu begge er demokratier. De to invasioner er i dag henholdsvis den længste og den dyreste krig, som Amerika har udkæmpet, men de har også fjernet frygtelige despoter fra magten: Talebans Mullah Omar og Baath-ismens Saddam Hussein. I dag har begge lande folkevalgte regeringer, og selv om der selvfølgelig er langt igen, så foregår retningen fra totalitarisme til demokrati i et hæsblæsende tempo.

USA både brød og holdt altså dets løfte om at opretholde dets idealer.

Fjerde mål: Beskyt USA mod terror

Det vigtigste mål for en amerikansk præsident er – siger han altid selv i taler – at sikre, at der er fred og ingen fare for sit lands borgere. I 136 år før 2001 – altså siden afslutningen på Borgerkrigen mellem Nord og Syd – havde alle præsidenter levet op til det mål. Krig var noget, der foregik i andre lande – bortset fra en enkel dag i 1941, da Japan angreb USA og trak landet ind Anden Verdenskrig.

Den 11. september mistede ikke blot de mange, der blev dræbt under terrorhandlingen, livet – resten af Amerika mistede også den immunitet, de havde vænnet sig til at havde for deres egen sikkerhed. USA blev slet og ret bange. Intet var vigtigere for Bush end at genskabe en fornemmelse af amerikansk usårlighed – koste hvad det måtte.

Missionen er lykkedes.

Ikke en eneste gang siden 9-11 har nogen terrorhandling ramt amerikansk territorium. Enkelte har været tæt på: Tænk på »skobomberen«, Richard Reid, der op til jul 2001 forsøgte at sprænge et fly i luften på vej til Miami, eller på »underbuksebomberen«, Abdul Abdulmutallab, som i julen 2009 prøvede at bringe et fly til eksplosion over Detroit. Dusinvis, måske hundredevis, af andre forsøg er optrevlet i tide.

Næsten ti år efter Bushs løfte om at beskytte hjemlandet er der ingen tvivl om, at det er indfriet. Prisen har været kolossal: USA har brugt i omegnen af fire billioner kroner – det svarer til en halv måneds bruttonationalprodukt i verdens største økonomi – ekstra på at sikre dets egne grænser mod nye aktioner. Der er dem, der siger, at det er alt for mange penge – men de glemmer måske, at den største sejr, som USA har vundet i et årtis krig mod terror, er, at frygten for et nyt terroranslag i dag er ret beskeden.

USA vandt over terrortruslen. Så enkelt er det. I hvert fald indtil videre.