Statue af Fidels nære ven García Márquez er afsløret i Cuba

Den verdenskendte colombianske forfatter hyldes under en litteraturfestival i Havana med en bronzestatue.

Bronzestatuen af den verdensberømte colombianske forfatter og nobelpristager i litteratur Gabriel García Márquez. Fold sammen
Læs mere
Foto: Alejandro Ernesto

En bronzestatue af den verdensberømte colombianske forfatter og nobelpristager i litteratur Gabriel García Márquez er torsdag blevet afsløret i Cubas hovedstad, Havana.

Statuen - i naturlig størrelse - er en hyldest til forfatteren, som gennem en menneskealder havde et tæt forhold til Cubas afdøde revolutionshelt og mangeårige leder, Fidel Castro.

Men den er ifølge nyhedsbureauet AFP også en hyldest til Cuba for at have støttet Colombias fredsaftale med oprørsgruppen Farc.

Aftalen, der faldt endeligt på plads sidste år, kastede for øvrigt Nobels fredspris af sig til Colombias præsident, Juan Manuel Santos.

Skulptøren José Ramón Villa Soberón har ifølge mediet Prensa Latina ladet sig inspirere af det øjeblik, Márguez i 1982 modtog Nobelprisen i litteratur i Stockholm.

Mens mange af de tilstedeværende var iført kjole og hvidt med ordner og medaljer, så mødte Márquez op iført en traditionel landlig påklædning fra sin hjemegn.

Statuen viser forfatteren med en stak bøger i den ene hånd og en rose i den anden i samme kostume.

Afsløringen af statuen finder sted samtidig med den 26. internationale litteraturfestival i Havana, der slutter søndag.

Det helt rette øjeblik, mener skulptøren.

Márquez hyldes under festivalen, fordi han i år ville være fyldt 90 år, og samtidig er det 50 år siden, at han udgav et af sine mest kendte værker - "100 års ensomhed".

Colombias ambassadør i Cuba fortæller til Prensa Latina, at Márquez "elskede at besøge Havana".

Det er tidligere beskrevet, hvordan Fidel Castro og Márquez siden slutningen af 1970'erne havde opbygget et tæt venskabeligt forhold, efter at de tilfældigvis havde mødt hinanden på et hotel.

I forbindelse med Castros død i november sidste år fortalte en lektor i latinamerikanske studier til The Guardian, at Castro ofte fik manuskripter tilsendt fra Márquez til gennemlæsning.

Gabriel García Márquez forblev angiveligt indtil sin død i 2014 tilhænger af den cubanske revolution. Uanfægtet af de brud på menneskerettigheder, som Fidel Castros styre og hans efterfølgere i årevis er blevet beskyldt for.

/ritzau/