Statsminister Löfven: Estoniakatastrofen forandrede vort liv

Færgen Estonias forlis var den største katastrofe, som har ramt vort land i moderne tid, siger Carl Bildt.

Kronprinsesse Victoria og prins Daniel lægger en krans ved en mindeceremoni i Stockholm lørdag, hvor Sverige mindedes ofrene for M/S Estonias forlis for 25 år siden. 10010 Janerik Henriksson/Tt/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Ved en række mindeceremonier i Sverige, Estland og andre lande omkring Østersøen blev det lørdag markeret, at det er et kvart århundrede siden, at færgen "M/S Estonia" sank på vej fra Tallinn i Estland til Stockholm.

852 mennesker omkom.

501 af dødsofrene var fra Sverige.

I Stockholm blev der lørdag eftermiddags holdt en mindeceremoni på øen Djurgården, hvor blandt andre kronprinsesse Victoria og prins Daniel deltog.

»Estoniakatastrofen rystede vort land, forandrede vort liv og påvirkede mange mennesker,« sagde den svenske statsminister, Stefan Löfven, i sin tale om katastrofen.

Carl Bildt, som var statsminister, da ulykken skete, sagde, at "det var den største katastrofe, som har ramt vort land i moderne tid".

»Jeg tror, at det er det sværeste, jeg nogensinde har været med til,« sagde Bildt, som talte om katastrofen til SVT.

En journalist fra Sveriges Radio fortalte, at ulykken var så omfattende, at den var vanskelig at fatte.

»Der var en følelse af, at det var uvirkeligt. Hele Sverige var grebet af det, fordi næsten alle havde en eller anden relation,« sagde en journalist, Claes JB Löfgren, som dækkede skibskatastrofen for Sveriges Radio.

I Estland, som mistede 285 statsborgere ved forliset, var mange overlevende og efterladte samlet ved en mindeceremoni hovedstaden Talliinn.

Estlands præsident, Kersti Kaljulaidm, og en række medlemmer af den estiske regering deltog i ceremonien, som blev efterfulgt en af kirkekoncert på Frihedspladsen til ære for ofrene.

»Jeg tror, at alle i Estland husker, hvor de var, da nyheden kom. Det forklarer omfanget af katastrofen for det estiske folk,« sagde Yoko Agender, som er medlem af Estlands parlament, og som mistede sin far ved forliset.

- Jeg var alene hjemme, og nogle af mine venner kom over om morgenen og spurgte, om det var rigtigt, at min far, sangeren og musikeren Urmas Alender, var om bord på færgen, sagde hun til News Now Finland.

- Vi gik ned til havnen, og vi ventede sammen med alle de andre mennesker, der også ventede på listerne over de overlevende. Hen mod aftenen stod det klart, fordi vejrforholdene var så dårlige, at kun ganske få mennesker havde overlevet. Og min far var ikke iblandt dem, fortalte hun.

137 mennesker overlevede ulykken.

Også fem danskere døde i forliset.

/ritzau/