Statsmedie: Bahrain undersøger al-Khawaja-sag

Den sultestrejkende Abdulhadi al-Khawajas sag bliver undersøgt af Bahrains øverste retsmyndighed, oplyser statsligt nyhedsbureau.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bahrain undersøger i øjeblikket sagen om den sultestrejkende dansk-bahrainer Abdulhadi al-Khawaja.

Det skriver Bahrains statslige nyhedsbureau Bahrain News Agency.

Ifølge nyhedsbureauet har Bahrains udenrigsminister modtaget en skriftlig meddelelse fra den danske udenrigsminister Villy Søvndal (SF), hvori han anmoder om at få overført Abdulhadi al-Khawaja til Danmark.

I øjeblikket ligger sagen hos landets øverste retsmyndighed, fordi al-Khawajas sag bliver undersøgt af et »uafhængigt forfatningsmæssigt organ, i overensstemmelse med princippet om at adskille den lovgivende, udøvende og dømmende magt«, skriver nyhedsbureauet.

Abdulhadi al-Khawaja har sultestrejket i knap 60 dage, og hans tilstand beskrives som kritisk.

Abdulhadi al-Khawaja blev sidste år fængslet og sammen med flere andre shiamuslimske aktivister dømt til et liv bag tremmer for at planlægge at omstyrte kongedømmet i Bahrain, som er sunnimuslimsk. Under fængslingen har han været udsat for tortur og et voldtægtsforsøg, og som følge af torturen har han gennemgået en fire timer lang operation.

Hans datter, Zainab al-Khawaja, blev lørdag løsladt efter at have været tilbageholdt siden torsdag, hvor hun blev anholdt, da hun demonstrerede foran indenrigsministeriet i Bahrain og krævede sin far løsladt.